Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 10-09-2020

Ny trepartsaftale skal hjælpe corona-ramte børnefamilier

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om en aftale, der giver forældre til hjemsendte børn mulighed for midlertidigt at modtage barselsdagpenge.

Som følge af covid-19 og sundhedsmyndighedernes anbefalinger oplever nogle forældre udfordringer med at passe deres børn, der er konstateret smittet med covid-19, eller som er hjemsendt som nære kontakter, fordi andre børn eller voksne på skolen eller i daginstitutionen er konstateret smittet.

Nu giver en trepartsaftale mulighed for, at forældrene kan få dagpenge efter barselsloven, indtil barnet igen kan komme i institution eller i skole. Aftalen gælder frem til den 31. december 2020.

De omfattede forældre skal opfylde barselslovens betingelser for ret til dagpenge, herunder beskæftigelseskravet. Det er en betingelse, at ingen af barnets forældre har mulighed for hjemmearbejde, og at de ikke har omsorgsdage og afspadsering, de kan bruge til pasning af deres børn. Hvis barnet er konstateret smittet med covid-19, skal forældrene desuden havde opbrugt barns første og anden sygedag.

Med aftalen er regeringen og arbejdsmarkedets parter samtidig enige om at opfordre til, at der på arbejdspladserne udvises stor fleksibilitet og forståelse, hvis der er en medarbejder, som kommer i den situation, hvor et barn er konstateret smittet eller er hjemsendt som nær kontakt.

Det forventes, at ordningen vil træde i kraft den 1. oktober 2020.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:

- Regeringen er opmærksom på, at det er en svær situation, som nogle forældre kan stå i. Derfor er jeg glad for, at vi igen har fundet en fornuftig løsning sammen med arbejdsmarkedets parter. Den betyder, at forældre, der ikke kan arbejde hjemmefra, kan få barselsdagpenge de dage, hvor de på grund af corona-smitten må passe deres barn derhjemme. Jeg ser frem til at præsentere løsningen for Folketingets partier fredag og forhåbentlig snarest muligt få den stemt igennem i Folketingssalen, så forældrene hurtigt kan glæde af den.

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation Lizette Riisgaard:

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at finde en fælles løsning, som hjælper de forældre, der lige nu står i en usikker situation. Nu sikres de en indtægt, når deres børn bliver sendt hjem fra skole eller daginstitution pga. corona. Det andet holdt jo ikke i længden. Så nu får mange mulighed for at få dagpenge, hvilket vil skabe tryghed for rigtig mange familier.

Adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad:

- Vi er i en situation, hvor mange forældre er ekstra udfordret i forhold til at passe børn, som er hjemsendte fra skole eller institution. Jeg er glad for, at vi har kunnet finde sammen om en aftale, som sikrer, at forældre kan få dagpenge i en kortere periode.

Kontakt

Pressevagt

51232830