Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 25-11-2020

Rapport: Mindre gruppe af nordiske mænd mødes på internetfora præget af kvindehad

Ny kortlægning af nordiske mænds tilhørsforhold til kvindehadske internetfælleskaber viser, at op til 850 nordiske unge mænd er aktive i kvindehadske internetfora. Rapporten peger på, at fællesskabernes nedsættende sprog og synet på kvinder flytter over på gængse sociale platforme.

Den nordiske rapport ”The Angry Internet” har på baggrund af over 100.000 kvindehadske posts og kommentarer på internetfællesskaber som 4chan, 8chan og Reddit analyseret kvindehadske fællesskaber i Norden.

Rapporten fra Center for Digital Pædagogik viser, at der er internetfora, som samler unge nordiske mænd i broderskaber, der opildner til had mod kvinder og ligestilling. Rapporten finder ingen indikationer på, at en eller flere af de nordiske brugere vil handle fysisk på deres holdninger, som der har været eksempler på i andre lande. 

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Rapporten giver ny og vigtig viden om, hvordan kvindehad findes i forskellige former på nettet. Den viser, hvordan nogle unge mænd sætter sig selv i opposition til samfundet og samler sig om værdisæt og normer, som er i direkte modstrid med ligestilling og kvinders rettigheder, der er helt centralt for vores samfund. 

Rapporten beskriver forskellige grupper. Der er fx de såkaldte INCEL – altså ufrivilligt cølibate – som mødes om en fælles forståelse af, at kvinder har frataget dem deres ret som mænd til sex. Det kan være de såkaldte MRA (Mens Rights Activists), som anser kvinders rettigheder/feminisme som en direkte trussel mod samfundet, der skal bekæmpes. 

Flere af de nordiske brugere citeres i rapporten for at påpege, at fx enlige kvinders børn bliver kriminelle: ”At lade en enlig kvinde opdrage børn gør det KUN værre for barnet, kvinder er lorteledere”, lyder et citat fra en bruger, der efterfølgende konkluderer: ”Et samfund, hvor mænd ikke har lov til at kontrollere sit ringere modstykke - en kvinde, bliver lort”.

Rapporten påpeger, at de unge mænd til at begynde med søger fællesskaberne, fordi de er sårbare og ensomme. Men for at blive en del af broderskabet påtager de sig de kvindefjendske holdninger og værdier, fordi sammenholdet vejer tungere end holdningen. 

Christian Mogensen, Center for Digital Pædagogik og (med)forfatter til ”The Angry Internet” siger: 

- I løbet af projektet har vi mødt mange unge mænd, som har prøvet at sætte ord på en voldsom vrede, men som er endt med at tale om deres sårbarhed. Mænd, der har skabt deres egne modkulturer, fordi de har følt sig langt uden for de arenaer, de kunne se alle andre passe ind i. De finder sammen om at være "imod" det fællesskab, de oplever at blive holdt udenfor. For mænd er det ofte svært at være sårbare - det bliver set som svaghed - så mange af dem oversatte sårbarheden til en ekstrem fjendtlighed, som kan blive en trussel for ligestillingen, demokratiet og især mændenes egen trivsel. 

Rapporten peger på, at det hadefulde og nedladende sprog kan brede sig til hverdagssproget på de sociale medier. 

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Det er et demokratisk problem, hvis særligt kvinder udsættes for had og derfor trækker sig fra fx offentlige diskussioner, eller hvis der sker en opblomstring af kvindehadske normer i samfundet. På baggrund af den nye viden fra rapporten arrangerer vi næste år en international konference for fagpersoner, så vi kan finde ud af, hvordan vi bedst muligt kommer udfordringen til livs, så alle – uanset køn – kan deltage frit i den offentlige debat. 

Rapporten ” The Angry Internet” og dens resultater bliver præsenteret klokken 11 i dag ved et internationalt digitalt lanceringsevent, hvor der foruden oplæg af rapportens forfattere og nordiske eksperter, vil være indlæg af EU's Ligestillingskommissær, Europarådets Kommissær for menneskerettigheder, Vicedirektøren fra UN Women samt CEO og grundlægger af Promondo og den globale kampagne ”MenCare”. 

Undersøgelsen er udarbejdet af Center for Digital Pædagogik for Nordisk Ministerråd som led i det danske formandskab 2020.

Kontakt

Pressevagt

51232830