Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 17-12-2020

Bedre hjælp til selvstændige på barsel

Folketinget har vedtaget et lovforslag, der sikrer selvstændige større økonomisk sikkerhed under barsel. Det træder i kraft ved årsskiftet.

Fra næste år kan selvstændige gå på barsel med langt større økonomisk tryghed. Torsdag vedtog Folketinget, at selvstændige bliver omfattet af Barsel.dk på samme vilkår som de private arbejdsgivere.  

Dermed kan de få kompensation, når de er på barsel til fx at dække faste udgifter i virksomheden under orloven. Beløbet bliver beregnet ud fra, hvor meget den enkelte selvstændige tjener og er betinget af, at den selvstændige har ret til barselsdagpenge. 

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger: 

- Det glæder mig, at vi nu styrker vilkårene for selvstændige under deres barselsorlov. Jeg tror, at det fremover vil give større tryghed, så flere kvinder vover at tage springet ud i det at være selvstændig. I det danske samfund skal der reelt være lige muligheder for mænd og kvinder, men selv om vi er kommet langt med ligestillingen på arbejdsmarkedet, så har lovgivningen på dette område i lang tid været med til at give en skævhed. Nu tager vi et skridt i den rigtige retning. 

Barsel.dk er en fælles udligningsordning, som alle private arbejdsgivere indbetaler til, hvis ikke de er med i en overenskomstfastsat udligningsordning. Arbejdsgiverne kan via ordningen få refusion til at dække lønudgifterne til medarbejdere på barsel. 

Selvstændige skal først indbetale til ordningen fra oktober 2021, når årsopgørelserne for 2020 ligger klar. Men retten til kompensation får de allerede fra 1. januar 2021. Af tekniske årsager vil de første måneders kompensation dog først kunne blive udbetalt i april 2021.

Kontakt

Pressevagt

51232830