Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 21-12-2020

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaards kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for oktober 2020

I oktober 2020 var der 2.774.636 personer i job, hvilket er en lille stigning i forhold til september svarende til 0,1 pct. Der var, sammenlignet med september, omkring 540 flere private ansatte og 825 flere offentligt ansatte. 

Det er 26.700 færre lønmodtagere sammenlignet med februar, som var sidste måned før COVID-19 lukkede landet delvist ned. Tallene skal ifølge Danmarks Statistik på grund af de særlige omstændigheder, der har præget arbejdsmarkedet under COVID-19, tages med forbehold. 

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger: 

- Beskæftigelsen fortsatte med at stige i oktober, hvor knap 1.600 flere var i arbejde, og det glæder jeg mig over. Samtidig viser regeringens økonomiske redegørelse fra december, at der ventes en gradvis genopretning af økonomien, som vil medføre en fortsat fremgang i beskæftigelsen fra det lavere niveau i foråret de kommende år. 

- Den igangværende anden bølge af corona-smitten ventes dog at påvirke arbejdsmarkedet negativt i en periode. Derfor har regeringen og arbejdsmarkedets parter med udvidelsen af restriktionerne også genindført lønkompensationsordningen i hele landet frem til at restriktionerne ophører. Der er behov for et solidt sikkerhedsnet nu og her. 

- Samtidig har vi sammen med et bredt flertal i Folketinget besluttet, at den midlertidige arbejdsfordelingsordning skal forlænges, så private virksomheder kan bruge den i hele 2021. Det vil sammen med lønkompensationsordningen medvirke til at holde hånden under arbejdspladser i hele landet. 

- For at få mere gang i hjulene og skabe flere arbejdspladser har regeringen og et bredt udsnit af Folketingets partier landet fem politiske aftaler, der sikrer en grøn genstart af økonomien for 55 mia. kroner. Det betyder blandt andet, at danskerne kan få resten af deres indefrosne feriepenge udbetalt, og der vil være tilskud til at få fx et gammel oliefyr skiftet ud med en varmepumpe eller andre grønne boligforbedringer.

Kontakt

Pressevagt

51232830