Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 16-12-2020

Trepartsforhandlinger om seksuel chikane begynder torsdag

Der skal gøres op med seksuel chikane, vulgære kommentarer og uønskede berøringer på landets arbejdspladser. Derfor begynder regeringen og arbejdsmarkedets parter torsdag trepartsforhandlinger, som skal komme med forslag til, hvordan der bliver sat ind på hele arbejdsmarkedet for at få stoppet krænkende adfærd generelt på arbejdspladserne.

Trepartsforhandlingerne er en udløber af den aktuelle debat om seksuel chikane, hvor især kvinder, men også mænd er stået frem og fortalt, at de er blevet krænket på jobbet. Forhandlingerne begynder torsdag kl. 13 og skal køre løbende frem til sommer.  

Forhandlingerne er et af de 14 initiativer, som regeringen for nyligt lancerede for at få bugt med den grænseoverskridende adfærd på arbejdsmarkedet. Et andet af initiativerne er blandt andet, at den kommende whistleblowerlov skal give alle ansatte mulighed for at henvende sig via whistleblower-ordningen om tilfælde af seksuel chikane på arbejdspladsen, de selv har været udsat for eller overværet. 

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger: 

- Seksuel chikane på arbejdspladsen er et samfundsproblem, vi skal gøre noget ved. Først og fremmest kan det få store konsekvenser for dem, det går ud over, og det er også respektløs, så det skal stoppes. Vi kan se, at problemet findes alle steder på arbejdsmarkedet, men især hos de lavestlønnede, og derfor er det vigtigt, at vi involverer arbejdsmarkedets parter, så det vi gør, kommer så bredt ud som muligt. Vi skal blandt andet drøfte, om der er behov for ændringer af reglerne for at skabe den kulturændring, som der er brug for.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, siger:

- Jeg er glad for, at regeringen nu inviterer til forhandlinger om bekæmpelse af seksuel chikane på arbejdsmarkedet. Ingen skal opleve seksuel chikane eller andre former for chikane på jobbet, og ingen skal stå alene med problemerne. Seksuel chikane på arbejdspladserne er et ledelsesproblem, der kun løses, hvis den enkelte arbejdsplads lever op til sine forpligtelser til at forebygge chikane. Derfor må vi også se på sanktionerne, hvis virksomhederne ikke lever op til disse forpligtelser. Og så gælder det naturligvis om at få inddraget arbejdsmiljøorganisationen i arbejdet. For på arbejdspladser, offentlige såvel som private, er et sundt og sikkert arbejdsmiljø en fælles opgave, som arbejdstagerne gerne deltager i at sikre - også selvom det er arbejdsgiverens ansvar ifølge lovgivningen.

Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør, siger: 

- Seksuel chikane er et onde, der skal ryddes ud i. Vi skal dog ikke være naive og tro, at det forsvinder med mere lovgivning. Det handler om at sætte skub i en kulturforandring ude på arbejdspladserne i tæt samarbejde mellem både arbejdsgivere og lønmodtagere. Alle parter skal tage ansvar, og derfor ser jeg også meget frem til vores drøftelser i ministeriet. 

Kontakt

Pressevagt

51232830