Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 09-02-2021

Beskæftigelsesrettet indsats hjælper ledige med psykiske lidelser og kan give en samfundsøkonomisk milliongevinst

Personer med psykiske lidelser har bedre kunnet bevare eller få tilknytning til
arbejdsmarkedet med en beskæftigelsesrettet indsats kaldet IPS. Samtidig ligger
der samfundsøkonomisk et enormt potentiale, hvis jobcentrene kan få metoderne
implementeret.

Bedre livskvalitet og større tilknytning til arbejdsmarkedet for borgeren samt potentielt store samfundsøkonomiske gevinster. Sådan lyder konklusionerne af en evaluering af en beskæftigelsesrettet indsats for ledige personer med psykiske lidelser. 

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har i perioden 2012-2018 finansieret Projekt Inklusion. Her fik borgerne med psykiske lidelser en beskæftigelsesrettet indsats kaldet IPS. I IPS-indsatsen får borgerne en IPS-konsulent fra jobcenteret, der skal understøtte fokus på støttet udslusning til ordinært arbejde, eventuelt i få timer, og uddannelse fra starten. Indsatsen foregår i tæt samarbejde med psykiatrien og pågår parallelt med borgerens behandlingsforløb. 

En ny sundhedsøkonomisk analyse af Projekt Inklusion viser, at IPS og IPS suppleret med træning i kognitive og sociale færdigheder opnåede en samfundsøkonomisk besparelse på henholdsvis 72.000 kroner og 55.000 kroner per person sammenlignet med normalindsatsen over en periode på 18 måneder.  

Besparelsen opnås især ved færre udgifter til indsatser i jobcentret, sociale indsatser og mindre brug af det psykiatriske sundhedsvæsen (indlæggelser, ambulante og skadestuebesøg). Besparelsen bliver forstærket af en højere produktivitetsgevinst, fordi deltagerne i IPS også kommer mere i arbejde. 

En tidligere evaluering af Projekt Inklusion, som blev offentliggjort i december 2018, viste, at 59,5 pct. af deltagerne i IPS kom i job eller uddannelse over en periode på 18 måneder, hvilket er knap 30 pct. mere end kontrolgruppen, hvor det kun var 46,5 pct.  

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:  

- Jeg synes, at der helt åbenlyst er noget at komme efter for kommunerne her, og jeg kan da kun opfordre dem til at implementere den måde at strikke et forløb sammen på. For det første skal borgere tilbydes den indsats, som giver dem størst mulig livskvalitet og mulighed for at være en del af det arbejdende fællesskab. For det andet er det jo billigere for kommuner, regioner og bedre rent samfundsøkonomisk.  

- Jeg har på baggrund af de gode resultater bedt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering arbejde videre med at udbrede viden om indsatsen samt at understøtte kommunernes samarbejde med psykiatrien, så de kan implementere IPS-indsatsen.

Kontakt

Pressevagt

51232830