Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 31-08-2021

Størst andel ansøgere til tidlig pension i Morsø, Frederikshavn og Billund kommuner

På den første måned har godt 16.000 personer ansøgt om ret til tidlig pension. Morsø, Frederikshavn og Billund kommuner har den største andel ansøgere set i forhold til den aldersgruppe i kommunen, som kan søge.

Fra den 1. august har der været mulighed for at ansøge om ret til tidlig pension for dem, der er født i 2. halvår 1955 frem til og med 1960. Lever de op til de generelle betingelser i ordningen og kravene til anciennitet, har de mulighed for at gå på tidlig pension op til tre år før folkepensionsalderen, som for disse årgange er 67 år.

På godt fire uger har godt 16.000 personer set over hele landet ansøgt. Flest ansøgere er der naturligt i de større kommuner, men kigger man på andel ansøgere set i forhold til den aldersgruppe, som kan søge, er det andre kommuner, der ligger i toppen. Her ligger Morsø, Frederikshavn og Billund kommuner, mens Gentofte, Rudersdal og Hørsholm kommuner ligger i bunden.

På baggrund af den nuværende fordeling af det samlede antal ansøgninger, som Udbetaling Danmark har behandlet, har 31 pct. opnået ret til tre års tidlig pension. I alt 43 pct. har fået opgjort 42-43 års anciennitet på arbejdsmarkedet, som betyder, at de har ret til hhv. ét og to år på tidlig pension. I alt 26 pct. har fået opgjort en anciennitet på under 42 år. 

Aftalen om ret til tidlig pension faldt på plads sidste efterår. Tidlig pension er en mulighed for at trække sig tilbage før folkepensionen for dem, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og har haft et langt og ofte hårdt arbejdsliv. De første personer, som opnår ret til tidlig pension, kan overgå til ordningen ved årsskiftet.  

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Antallet af ansøgninger fra ordningens opstart pr. 1. august bekræfter mig i, at der har været behov for vores aftale om tidlig pension. Jeg er stolt af, at vi fandt en løsning for dem, der har haft meget lange arbejdsliv, så de kan gå fra, før de er slidt helt ned og fortsat har livskvalitet i pensionsalderen. 

- Jeg er også meget tilfreds med at se, at der er bred fordeling af ansøgere i hele landet.

Det er muligt at få ret til tidlig pension i enten et, to eller tre år før sin folkepensionsalder. Ancienniteten bliver opgjort ved 61 år. Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i tre år. Har man i stedet været 43 eller 42 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i to eller et år før folkepensionen.

Udbetaling Danmark behandler ansøgningerne om ret til tidlig pension, og ansøgerens anciennitet på arbejdsmarkedet beregnes ved at trække på oplysninger fra offentlige systemer og registre. Ansøgere kan selv supplere med egen dokumentation for blandt andet perioder på arbejdsmarkedet, som kan tælle med i beregningen af anciennitet. Det kan være relevant i tilfælde, hvor der ikke findes registeroplysninger, eller hvis man ønsker at korrigere de oplysninger, som indgår i opgørelsen fra Udbetaling Danmark.

Kontakt

Pressevagt

51232830