Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 06-09-2021

Ledige fra minkbranchen får også ret til opkvalificering i 2022

Nu bliver omstillingspuljen til afskedigede medarbejdere fra minkbranchen forlænget ind i 2022. Puljen giver ledige ret til enhver type af uddannelse.

Aftalepartierne er blevet enige om at forlænge retten til uddannelsen for ledige fra minkbranchen. Retten vil fortsat gælde for personer, der i 2022 er eller bliver ledige, og som har arbejdet i minkerhverv eller følgeerhverv fra og med den 1. januar 2020 til og med den 22. marts 2021.

Der ændres ikke i reglerne for ordningen. Aftalen giver fortsat ret til alle typer af uddannelse, uanset om det er offentlige eller private udbydere i Danmark, og der ikke noget prisloft for uddannelsen.

Puljen er et resultat af Aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19, som blev indgået mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance i slutningen af januar måned 2021.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg er glad for, at vi er blevet enige om at forlænge omstillingspuljen, så vi nu også kan give en håndsrækning til de berørte, som måtte blive ledige i 2022.

- Det er helt afgørende, at personer fra minkerhvervene bliver hjulpet målrettet videre til andre erhverv. Det er dygtige og arbejdsomme folk, hvis kompetencer vi skal drage nytte af og bygge videre på. Her er det helt oplagt, at man har fokus på de mange grønne job, vi ved opstår med den grønne omstilling af Danmark.

Beskæftigelsesordfører for Venstre, Hans Andersen, siger:

- Venstre er tilfredse med, at der nu er kommet mere klarhed om omstillingspuljen til minkerhvervets forlængelse. Det handler om, at minkavlere og medarbejdere i minkerhvervet og følgeerhverv fortsat skal have ret til videreuddannelse, så de får et godt afsæt til at komme godt videre i deres liv, og så er Venstre klar til at finde flere midler, såfremt behovet for uddannelse fortsætter ind i 2023.

Beskæftigelsesordfører for Socialistisk Folkeparti, Karsten Hønge, siger:

- Selvfølgelig skal vi sørge for, at medarbejdere i minkerhvervet kommer bedst muligt videre og har gode efteruddannelsesmuligheder, når de skal bruge dem –også selvom det først er i 2022. Derfor er det sund fornuft at forlænge puljen.

Beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre, Samira Nawa, siger:

- Minkavlere, lønmodtager og selvstændige på minkfarme og i følgeerhverv har som med et fingerknips oplevet, at deres jobs forsvinder. Det er vigtigt, at der følges ordentligt op på om- og opkvalificering, så de kan vende tilbage på arbejdsmarkedet i andre funktioner og brancher. Derfor er det kun fornuftigt at omstillingspuljen forlænges, så de der desværre har udsigt til at miste deres job i 2022 ligeledes får gavn af den.

Kontakt

Pressevagt

51232830