Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 15-11-2021

Regeringen vil afbøde stigende priser for borgerne med ny varmepakke

Verden over er energipriserne steget markant. Også herhjemme kan vi se frem til store stigninger, som særligt vil kunne mærkes på varmeregningen. Derfor er regeringen klar med tre tiltag, der skal afbøde konsekvenserne for økonomisk vanskeligt stillede borgere.

Grundet de stigende globale energipriser kan nogle borgere i Danmark risikere, at en markant større varmeregning lander i postkassen – og i de værste tilfælde kan regningen stige med flere tusinde kroner i løbet af de kolde måneder. Det rammer særligt dem, der har svært ved at finde penge til uforudsete regninger. Derfor kommer regeringen nu med en varmepakke.

Regeringen lægger op til, at der afsættes 100 mio. kroner til kommunernes øgede udgifter til f.eks. personligt tillæg til pensionister og kontanthjælpsmodtagere, der bliver ramt at prisstigningerne. Samtidig har regeringen indgået en aftale med Dansk Fjernvarme om udglatning af fjernvarmeregningerne. Regeringen og Dansk Fjernvarme opfordrer fjernvarmeselskaberne til at udglatte kundernes regninger, så prisstigningerne ikke kommer på én gang, men bliver fordelt over året. Og så bliver der skruet op for informationsindsatsen med råd og vejledning på SparEnergi.dk.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen siger:

- Vi står i en ekstraordinær situation, hvor især prisen på gas til opvarmning er steget så meget, at det nogle steder kan give en meget stor regning. Det er ikke alle, der har økonomien til sådan en uforudset udgift, og derfor er regeringen klar med en varmepakke, der kan hjælpe med at afbøde slaget fra nogle af prisstigningerne.

- Vi opfordrer blandt andet fjernvarmeværker til at udjævne pris-hoppet over flere regninger. Og på SparEnergi.dk har vi samlet alle de nødvendige informationer. Så kan man hurtigt se, hvad man selv kan gøre og hvordan man også kan få økonomisk hjælp til regningen eller til at udskifte det sorte fyr med grøn fjernvarme eller en grøn varmepumpe, som også giver en mindre regning og CO2-udledning.

Fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye siger:

- I en ekstraordinær situation som denne skal vi selvfølgelig holde hånden under dem, der har mindst, og som helt uforskyldt nu får en ekstraregning. Det gælder i høj grad pensionister. Allerede i dag er der et stærkt sikkerhedsnet, som giver økonomisk vanskeligt stillede borgere mulighed for at modtage støtte. Den mulighed er jeg glad for, at vi understøtter og udbygger med regeringens varmepakke.

Ud af Danmarks godt 2,7 mio. husstande, er det særligt de knap 500.000, der enten får varmen fra et naturgasfyr eller ligger i fjernvarmeområder med et højt gasforbrug, der – afhængig af boligens størrelse – kan risikere en stigning i varmeregningen på over 1.000 kroner om måneden i den kolde tid. Regeringens varmepakke er derfor med tre konkrete tiltag både rettet mod de enkelte borgere, kommunerne og fjernvarmeselskaberne:

1. Pulje på 100 mio. kroner

Kommuner kan søge puljen på 100 mio. kroner for at få dækket direkte merudgifter til f.eks. personligt tillæg til pensionister og enkeltydelser til kontanthjælpsmodtagere.

2. Aftale med Dansk Fjernvarme om udglatning af varmeregninger

Regeringen har lavet en aftale med Dansk Fjernvarme om udglatning af varmeregningerne. Regeringen og Dansk Fjernvarme opfordrer fjernvarmeselskaberne til at udglatte kundernes regninger, så prisstigningerne ikke kommer på én gang, men bliver fordelt over året. Derudover vil Energistyrelsen og Forsyningstilsynet oprette en hotline og rådgive fjernvarmeselskaber om reglerne for, hvordan værkerne konkret udglatter regningerne.

3. Samlet indgang og styrket information til borgerne

SparEnergi.dk er opdateret, så borgerne har én samlet indgang til information om energipriserne. På siden kan man finde viden om, hvordan man selv her og nu kan spare på energien, hvordan og hvilke tilskud, der kan søges, og hvordan for eksempel energirenoveringer på længere sigt kan hjælpe med at nedbringe energiregningen. Det er også muligt at få rådgivning fra Energistyrelsen på 31 15 90 00.

Samtidig med de konkrete tiltag i varmepakken, fortsætter regeringen med at følge udviklingen i energipriser tæt.

Er man bekymret for sin varmeregning er der flere ting, man selv kan gøre her og nu. Sænker man for eksempel temperaturen med én grad i hele huset eller lejligheden, kan man spare fem procent på varmeregningen. Et andet råd er at trække gardiner og persienner for om aftenen og natten for at forhindre varmetab gennem vinduerne. Det sparer på energien og dermed også CO2-udledningen.

Regeringen arbejder også aktivt for at sende de mange olie- og gasfyr rundt om i landet på pension. Derfor er der afsat 4,13 mia. kr. frem mod 2026 til forskellige tilskudspuljer, der blandt andet giver en økonomisk håndsrækning til de borgere, der gerne vil skifte de sorte fyr ud med grøn fjernvarme eller varmepumper. Det er udskiftninger, der både sparer på energiregningen og CO2-udledningen.

Fakta

Varmeregningen stiger – hvilken økonomisk hjælp er der?

  • Med puljen på 100 mio. kr. kan kommunerne blive kompenseret direkte for merudgifter til ydelser, der dækker borgeres øgede varmeregninger. Det drejer sig om ordningerne personligt tillæg til pensionister og hjælp til enkeltudgifter til kontanthjælpsmodtagere samt modtagere af selvforsørgelses-, hjemrejse- og overgangsydelse m.fl.
  • Kontanthjælpsmodtagere og andre, som har været udsat for en social begivenhed (eks. sygdom eller arbejdsløshed), og som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde kan desuden søge særlig støtte hos kommunen.
  • Pensionister med ingen eller få supplerende indtægter kan søge om at få varmetillæg. Varmetillægget administreres af Udbetaling Danmark.

Varmeregningen stiger – hvorfor?

  • Gasprisen påvirkes af den internationale handel, og den høje pris skyldes blandt andet, at udbuddet af gas ikke har kunnet følge med efterspørgslen. Mens efterspørgslen er steget, har leverancerne af gas fra Rusland og Norge blandt andet være lavere forventet.
  • Prisstigningerne betyder, at husstande med individuelt gasfyr eller fjernvarme fra et selskab med en høj andel af gas kan risikere en månedlig prisstigning i vinterperioden på over 1.000 kr., hvis gaspriserne fortsætter på nuværende niveau. Den konkrete prisstigning for den enkelte husstand vil afhænge af bl.a. boligstørrelse og energiforbrug.
  • Energistyrelsen er i dialog med gasselskaberne om, hvordan de håndterer de stigende gaspriser.
  • Energistyrelsen har udarbejdet en fælles vejledning med Dansk Fjernvarme om reglerne for at udglatte varmeregningen. Regeringen og Dansk Fjernvarme er enige om, at opfordre selskaberne til at anvende alle muligheder i reglerne til at udglatte kundernes regninger.
  • Energistyrelsen og Forsyningstilsynet vil rådgive fjernvarmeselskaber om reglerne for, hvordan værkerne udglatter varmeregningerne – både online og via en telefonhotline, hvis selskaberne skulle opleve barrierer.

Kontakt

Pressevagt

51232830