Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 21-12-2021

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaards kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for oktober 2021

I oktober 2021 var der 2.895.000 personer i job. Det er niende måned i træk, at lønmodtagerbeskæftigelsen stiger.

I oktober 2021 var der 2.895.000 personer i job. Det er 12.000 flere end måneden før, svarende til en stigning på 0,4 procent. Ser man på den private sektor, er der kommet 12.350 flere lønmodtagere siden september måned. I samme periode er der kommet 350 færre offentligt ansatte.

Sammenlignet med februar sidste år, som var den sidste måned inden COVID-19-krisen ramte, er beskæftigelsen samlet set 94.350 højere, svarende til 3,4 procent. Dermed sætter oktober endnu engang rekord for højeste antal beskæftigede i Danmark nogensinde registreret.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Endnu engang ser vi, at antallet af beskæftigede sætter rekord, og vi runder nu 2.895.000, der er en del af det arbejdende fællesskab. For at gøre det endnu bedre, er antallet af kontanthjælpsmodtagere også faldet til det laveste niveau siden august 2008. Det er en kærkommen nyhed, der er et tegn på, at vi gør gode tider bedre for alle.

- Det er meget positivt, at der hele tiden kommer flere ind på arbejdsmarkedet, og regeringen følger udviklingen i beskæftigelsen tæt. Her er vi også klar over, at fremgangen skaber rekrutteringsudfordringer i visse brancher, og vi har stor tiltro til, at den nyligt indgåede trepartsaftale i oktober og regeringens udspil ”Danmark kan mere” er en vigtig brik i løsningen af problemet.

Kontakt

Pressevagt

51232830