Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 20-05-2022

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for marts 2022

I marts 2022 var der 2.947.000 personer i job. Det er 16.000 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,6 procent. Ser man på den private sektor, er der kommet 15.000 flere lønmodtagere siden februar måned. I samme periode er der kommet 2.000 flere offentligt ansatte.

Sammenlignet med februar 2020, som var den sidste måned inden COVID-19-krisen ramte, er beskæftigelsen samlet set 144.500 højere, svarende til 5 procent.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Endnu engang får jeg lov at glæde mig, da endnu flere er blevet en del af det arbejdende fællesskab. Dansk økonomi står fortsat stærkt trods vanskelige tider. Det er ikke kommet af sig selv, men skyldes blandt andet, at regeringen har ført en ansvarlig og retfærdig økonomisk politik.

- Situationen i Ukraine sætter sine spor – både i Danmark og resten af verden. Forbrugerpriserne er steget kraftigt, og det mærker alle danskere i deres daglige indkøb og månedlige regninger. Det er regeringen meget opmærksom på og der står allerede initiativer klar til at hjælpe de grupper af borgere, som rammes særligt hårdt.

- Regeringen er fortsat opmærksom på, at fordrevne ukrainere – både ældre, børn og voksne – får en god start og en tryg tilværelse i Danmark. Derfor er jeg også glad for, at vi i sidste uge blev enige om en aftale, der gør det mere attraktivt for pensionister og efterlønnere at vende tilbage til arbejdsmarkedet for at give en hånd med til netop at sikre de fordrevne ukrainere en god start i disse ekstraordinære tider.

Kontakt

Pressevagt

51232830