Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 30-09-2022

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards kommentar til ledighedstallet for august 2022

I august 2022 var der 77.277 ledige. Det er 1.150 færre end måneden inden. Det lille fald ændrer ikke ved, at ledigheden fortsat er nede på 2,7 pct. af arbejdsstyrken.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Ledigheden i Danmark er fortsat nede på et meget lavt niveau. Det er virkelig glædeligt for os alle sammen – ikke mindst for de historisk mange danskere på kanten af arbejdsmarkedet, der er kommet med i arbejdsfællesskabet. Og det bekræfter mig i, at regeringen har ført en slagkraftig og ansvarlig økonomisk politik, som vores arbejdsmarked og samfund i den grad har nydt godt af.

- Det er svært at komme udenom, at den positive udvikling på arbejdsmarkedet også har bidraget til, at vi mangler arbejdskraft – og det kommer vi også til i årene fremover. Det er noget regeringen tager meget alvorligt, og som vi allerede har handlet på. For eksempel har vi afskaffet modregning i social pension som følge af partners arbejdsindtægt ligesom vi for nylig har landet en bred politisk aftale om en midlertidig beløbsgrænse. Samtidig ser vi dog også flere mørke skyer trække sig sammen over dansk økonomi, som vi må forvente bliver en del mere usikker i den kommende tid.

- Regeringen har også sat gang i reformer, der på sigt vil øge beskæftigelsen med 18.000 fuldtidspersoner. Men vi er klar til at gøre endnu mere og kigge på yderligere reformer, der kan afhjælpe manglen på hænder og hoveder i både den private og offentlige sektor. Det er fuldstændig afgørende, ikke mindst for at understøtte den grønne omstilling og sikre kvaliteten af vores velfærdssamfund.

Kontakt

Pressevagt

51232830