Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 05-01-2023

Anden rate af ekstra økonomisk støtte på vej til 280.000 pensionister

I dag begynder udbetalingen af anden rate af den ekstra økonomiske støtte til modtagere af ældrechecken. Sammenlagt vil nogle af de pensionister, der har mindst, have fået udbetalt 5.000 kroner i ekstra økonomisk støtte.

Fra i dag begynder udbetalingen af 2.500 kr. i ekstra økonomisk støtte til de borgere, der modtog ældrecheck i 2022. Udbetalingerne sker efter et bredt flertal i Folketinget i september sidste år stemte for en lov, der skal sikre økonomisk støtte til en række vanskeligt stillede borgere, herunder bl.a. pensionister, der modtager ældrecheck.

Den ekstra økonomiske støtte er skattefri, og indvirker ikke på de offentlige ydelser, man i forvejen modtager. Alle modtagerne af den ekstra økonomiske støtte modtager et brev med orientering om udbetalingen, når udbetalingen finder sted. Det forventes, at langt de fleste modtagere vil have beløbet på kontoen i dag torsdag, men i visse tilfælde kan der gå op til et par hverdage.

Derudover vil der den 10. januar blive udbetalt et engangsbeløb på 2.000 kr. skattefrit til personer, der i marts 2022 helt eller delvis modtog enten førtidspension, seniorpension, tidlig pension, efterløn eller fleksydelse.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Vi befinder os lige nu i økonomisk usikre tider med høj inflation. Derfor er jeg rigtig glad for at vi nu er klar til at udbetale anden rate af den ekstra økonomiske støtte til modtagere af ældrechecken.

- Det er mit og regeringens håb, at vi med den her håndsrækning vil gøre vintermånederne en smule lettere at komme igennem for de mange pensionister, der modtager ældrecheck, og som lige nu sidder i en ekstraordinært svær økonomisk situation.

- I regeringen er vi dog klar til at gøre endnu mere. Derfor indgår det også i regeringsgrundlaget, at vi snarest vil komme med en ny inflationshjælp. Som en del af inflationshjælpen har vi bl.a. lagt op til i 2023 at udbetale yderligere 5.000 kr. skattefrit til ældre, som modtager ældrecheck.

Yderligere information

Er man i tvivl om noget vedrørende udbetalingen, findes der svar på de fleste spørgsmål her:

Borger.dk

Kontakt

Pressevagt

51232830