NYHED / 26-01-2026
Uge 5 i Folketinget
Retten til frit valg af medlemskab af fagforening og tilsyn med private socialrådgivere er på dagsordenen i denne uge, når beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek skal i Folketinget.
Onsdag den 28. januar skal beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek besvare et mundtligt § 20-spørgsmål om tilsyn med private socialrådgivere.
Dagen efter skal ministeren i samråd om retten til frit valg af medlemskab af fagforening på baggrund af en artikel i Berlingske den 19. december 2025, som handler om, at mange danskere føler sig presset til bestemt fagforening.
§ 20-spørgsmål om tilsyn med private socialrådgivere
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek er blevet bedt om at besvare følgende:
Hvad er ministerens holdning til, at der ikke er et fungerende tilsyn med adfærd og salær fra private socialrådgivere?
Spørgsmålet er stillet af Dina Raabjerg (KF).
Samråd om frit valg af fagforening
Carl Andersen (LA) og Dina Raabjerg (KF) har bedt beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek om at besvare følgende samrådsspørgsmål:
Samrådsspørgsmål G
Mener regeringen at det er acceptabelt, at 16 pct. af lønmodtagerne oplever at være blevet presset til at melde sig ind i en bestemt fagforening? Spørgsmålet henviser til artiklen »Næsten 500.000 danskere føler sig presset til bestemt fagforening«, Berlingske.dk, den 19.december 2025.
Samrådsspørgsmål H
Mener regeringen, at »Bekendtgørelse af Lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet, LBK nr. 424 af 08/05/2006 « efterleves, og at praksis på det danske arbejdsmarked lever op til lovens formål? Spørgsmålet henviser til artiklen »Næsten 500.000 danskere føler sig presset til bestemt fagforening«, Berlingske.dk, den 19.december 2025.
Samrådsspørgsmål I
Agter regeringen at iværksætte initiativer, der sikrer alle borgeres ret til frit at vælge eller fravælge medlemskab af en fagforening på det danske arbejdsmarked? Spørgsmålet henviser til artiklen »Næsten 500.000 danskere føler sig presset til bestemt fagforening«, Berlingske.dk, den 19.december 2025.