NYHED / 16-02-2026
Uge 8 i Folketinget
I denne uge er førtidspension, asbest, barnets ret til at blive passet i eget hjem og a-kassers investeringer på dagsordenen i Folketinget.
Onsdag den 18. februar skal beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek besvare tre § 20-spørgsmål. Det drejer sig om:
- S 521 - om fratagelse af førtidspension
- S 524 - om antallet af indvandre fra MENAPT-lande på førtidspension
- S 552 - om a-kassers investeringer
Den følgende dag, torsdag den 19. februar, er der 2. behandling af beslutningsforslaget, B 10, om barnets ret til at blive passet i eget hjem af en forælder.
Derudover bliver to lovforslag 3. behandlet. Det ene er L 80 om frakendelse af førtidspension på baggrund af alvorlig kriminalitet. Det andet er L 89, der skærper asbestreglerne.
Lovforslag L 80 om frakendelse af førtidspension ved alvorlig kriminalitet
Lovforslaget indebærer, at personer, der begår alvorlig kriminalitet kan få frakendt deres førtidspension, seniorpension eller tidlig pension i fem år.
Derudover udvides og forlænges de nuværende karantæneordninger i ydelsessystemet. I dag er det muligt at få karantæne i tre år, hvis man dømmes for en række kriminalitetsformer. Det forlænges til fem år. Samtidig udvides karantæneordningen til at omfatte visse former for grov økonomisk kriminalitet og grov narkokriminalitet.
Lovforslaget udmønter aftalen om frakendelse af førtidspension og skærpelse af karantæneordning pba. alvorlig kriminalitet, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti indgik den 18. juni 2025.
Lovforslag L 89 om skærpede asbestregler
Med lovforslaget indføres der et vejledende niveau for fængselsstraf i særligt grove tilfælde af overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. Det indebærer, at personer i ledelsen i højere grad skal kunne idømmes fængselsstraf, når de har handlet forsætligt eller groft uagtsomt i særligt grove tilfælde om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Derudover sikres det, at ansatte får adgang til oplysninger fra tredjepart om resultater af asbestprøver, og der indføres et forhøjet bødeniveau for større virksomheder ved visse arbejdsmiljøovertrædelser.
Lovforslaget udmønter dele af den politiske aftale om en national strategi om asbest, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet indgik den 8. oktober 2025.
Beslutningsforslag B 10 om barnets ret til at blive passet i eget hjem af en forælder
Med beslutningsforslaget (B 10) lægges der op til at sikre, at et barn får ret til at blive passet i eget hjem af en forælder/primær omsorgsperson ved akut opstået sygdom i hele sygdomsperioden.
Beslutningsforslaget har været stillet som et borgerforslag.
Beslutningsforslaget er fremsat af Leif Lahn Jensen (S), Hans Andersen (V), Peter Skaarup (DD), Theresa Berg Andersen (SF), Ole Birk Olesen (LA), Henrik Frandsen (M), Mona Juul (KF), Peder Hvelplund (EL), Peter Kofod (DF), Martin Lidegaard (RV), Helene Brydensholt (ALT), Lars Boje Mathiesen (BP), Aaja Chemnitz (IA), Mike Villa Fonseca (UFG) og Jeppe Søe (UFG).
§ 20-spørgsmål S 521 om fratagelse af førtidspension
Beskæftigelsesministeren er blevet bedt om at besvare følgende:
"Mener ministeren, at Fasar Abrar Raja kendt fra TV2’s dokumentar »Den sorte svane« skal have frataget sin førtidspension?"
Spørgsmålet er stillet af Betina Kastbjerg (DD).
§ 20-spørgsmål S 524 om antallet af indvandre fra MENAPT-lande på førtidspension
Beskæftigelsesministeren er blevet bedt om at besvare følgende:
"Hvad mener ministeren om, at antallet af indvandrere fra de såkaldte MENAPT-lande på førtidspension er steget med 10.000 personer i Mette Frederiksens tid som statsminister?"
Spørgsmålet er stillet af Charlotte Munch Pasler (DD).
§ 20-spørgsmål S 552 om a-kassers investeringer
Beskæftigelsesministeren er blevet bedt om at besvare følgende:
"Mener ministeren, at det er mere eller mindre risikofyldt for medlemmer af en arbejdsløshedskasse, at dele af deres midler investeres i 100 pct. ejerskab af et selskab, der ejer og driver arbejdsløshedskassens domicil, frem for at et tilsvarende beløb investeres i aktier?"
Spørgsmålet er stillet af Carl Andersen (LA).