Spring over hovedmenu

NYHED / 30-04-2026

EU er ét skridt nærmere en ny aftale om koordinering af de sociale sikringsordninger

Rådet har d. 29. april stemt for en aftale om, hvordan de sociale sikringsordninger på tværs af EU fremover skal koordineres. Aftalen vil betyde ændrede regler for dagpenge til ledige grænsearbejdere, ændrede principper for at sammenlægge perioder til at opnå dagpenge samt øget kontrol med eksport af dagpenge.

Forhandlingerne om en revision af EF-forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger i EU har pågået, siden Kommissionen fremsatte sit forslag i 2016. To foreløbige aftaler mellem Rådets og Europa-Parlamentets forhandlere er tidligere stemt ned i Rådet, i 2019 og 2021, og forhandlingerne har i perioder været helt eller delvist sat på pause.

Skiftende danske regeringer har aktivt arbejdet for at skabe en bedre balance i aftalen på baggrund af det mandat, som Folketingets Europaudvalg vedtog i 2018. Gruppen af medlemslande, som var imod aftalen, er blevet mindre det sidste års tid. Derfor kunne aftalen blive stemt igennem Rådet d. 29. april med et kvalificeret flertal. Danmark og en håndfuld andre lande stemte imod.

Næste skridt er, at Europa-Parlamentet skal tage stilling til aftalen. Såfremt Europa-Parlamentet godkender aftalen, vil den kunne blive endeligt vedtaget efter sommerferien og træde i kraft to år efter.

Kort om aftalens indhold

Revisionen angår de fælles EU-regler, som koordinerer de forskellige nationale sociale sikringsordninger, når en borger vælger at flytte eller tage arbejde i et andet EU/EØS-land.

Aftalen, som nu skal godkendes endeligt af Europa-Parlamentet og Rådet, ændrer især reglerne for arbejdsløshedsdagpenge, familieydelser og udstationering:

  • Sammenlægning af forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra andre EU/EØS-lande for ret til dagpenge kan ske efter en måneds uafbrudt beskæftigelse og a-kassemedlemskab i Danmark.
  • Eksport af dagpenge til jobsøgning i et andet EU/EØS-land udvides til seks måneder. 
  • Ledige grænsearbejdere skal have dagpenge fra seneste beskæftigelsesland efter 22 ugers uafbrudt beskæftigelse og a-kassemedlemskab. Ved kortere tids beskæftigelse skal de have dagpenge fra bopælslandet.
  • Forældreorlovsydelser (barselsydelser) er en individuel og personlig ret, som ikke kan overføres til en anden forælder i et andet EU/EØS-land.
  • Aftalen indeholder strammere kontrol- og procedureregler, fx indføres der ved udstationering som noget nyt krav om forudgående notifikation. Der vil også blive indført strengere regler for opholdslandets kontrol med ledige, som rejser til et andet EU/EØS-land for at søge arbejde.