NYHED / 01-07-2026
Millioner til særlig beskæftigelsesindsats for udsatte grønlændere
Over 3,5 mio. kroner går til tre projekter, som skal hjælpe ledige grønlændere ind på arbejdsmarkedet.
Tre projekter fra Aalborg, Hjørring og Viborg Kommuner får over de næste to år i alt 3,6 mio. kroner til at styrke beskæftigelsesindsatsen til udsatte ledige grønlændere.
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Det er vigtigt at hjælpe flere ledige grønlændere til at komme i arbejde. Der er kun vindere, hvis det lykkes at få flere i uddannelse og job. Det er både godt for den enkelte og for samfundsøkonomien. Jeg håber, at projekterne kan bygge videre på de gode erfaringer og gøre en forskel for deltagerne i projekterne.
En analyse fra VIVE i 2019 viste, at voksne grønlændere i Danmark har ringere tilknytning til arbejdsmarkedet end den resterende danske befolkning.
Foreløbige resultater fra nuværende projekter tegner positivt. Håndholdte indsatser er centrale for at hjælpe målgruppen videre og er med til, at deltagerne får en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet.
De tre projekter vil blandt andet have fokus på mere skræddersyede beskæftigelsesindsatser, sprogundervisning og virksomhedssamarbejde.
Projekterne løber fra 1. juni 2026 til 30. juni 2028.
Yderligere information
Jobcenter Aalborg, Aalborg Kommune – ” Flere borgere med grønlandsk oprindelse i beskæftigelse og uddannelse”
Tilsagn: 1.515.160,00 kr.
Projektets formål er at øge beskæftigelsen blandt grønlandske borgere og forebygge langvarig offentlig forsørgelse og social udsathed.
Projektets aktiviteter omfatter ekstraordinære indsatser som håndholdt og individuel indsats ved en virksomhedskonsulent, traumereducerende forløb og styrket rekruttering og fastholdelse af målgruppen på arbejdsmarkedet igennem opsøgende virksomhedssamarbejde.
Projektet gennemføres i et tæt og forpligtende samarbejde med Det Grønlandske Hus Aalborg og Erhverv Norddanmark. 100 borgere forventes at deltage i projektet.
Hjørring Kommune – ” Siunissami - Min Fremtid”
Tilsagn: 981.437 kr.
Projektet er et tværkommunalt samarbejde mellem Hjørring Kommune og Frederikshavn Kommune med det formål at styrke arbejdsmarkedstilknytningen blandt ledige borgere med grønlandsk baggrund.
Projektet bygger på erfaringer fra en tidligere tilskudsperiode i Hjørring Kommune, der viser, at en relationel og individuelt tilrettelagt indsats i højere grad understøtter fremmøde, tillid og progression. Projektet har desuden et øget fokus på sproglig udvikling, systematisk brobygning til job og uddannelse, fælles anvendelse af aktivitetstilbud samt brug af IPS-elementer. Målsætningen er, at hele målgruppen, svarende til 100 borgere, opnår progression og kommer nærmere beskæftigelse.
Viborg Kommune – ”Indsats for ledige grønlændere i Viborg Kommune”
Tilsagn: 1.072.000 kr.
Projektets formål er at øge arbejdsstyrken blandt ledige grønlændere i kommunen i form af lønnede timer. Projektet bygger tidligere erfaringer med workshops og sprogundervisning, og fokus vil derfor være undervisning i dansk såvel som workshops om kulturelle forskelle, det danske arbejdsmarked samt CV og ansøgning.
Med projektet oprettes der desuden virksomhedsaftaler, der kan anvendes til de borgere med allerflest udfordringer, og der iværksættes virksomhedsbesøg med henblik på at skabe bedre kendskab til arbejdspladser og det danske arbejdsmarked.