NYHED / 20-08-2026
26 mio. kroner til nye forskningsprojekter i arbejdsmiljø
12 forskningsprojekter har fået del i 26,6 mio. kroner fra Arbejdsmiljøforskningsfonden. Midlerne går fx til at blive klogere på PTSD hos brandfolk, smerter blandt svejsere og unges arbejdsmiljø.
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen har tildelt godt 26 mio. kroner fra Arbejdsmiljøforskningsfonden til 12 forskningsprojekter i arbejdsmiljø. Tildelingen af midlerne sker efter indstilling fra forskere og arbejdsmarkedets parter.
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Godt arbejdsmiljø og mindre sygefravær har meget høj prioritet for regeringen. Det er vigtigt, at vi hele tiden bliver klogere på de arbejdsmiljøproblemer, der rammer ansatte på danske arbejdspladser, og på hvordan vi kan forebygge sygdom og smerter – både fysisk og psykisk. På denne måde giver vi arbejdspladserne bedre mulighed for at understøtte et sundt arbejdsmiljø.
De 12 forskningsprojekter spænder bredt over både psykisk arbejdsmiljø, ergonomisk arbejdsmiljø samt nogle projekter, der går på tværs af arbejdsmiljøemner. Blandt andet skal projekterne se på, hvordan man kan reducere muskelsmerter blandt svejsere, hvilken indvirkning det har på unge nyuddanede at få hjælp af generativ AI i stedet for erfarne kolleger, og om danske brandfolk har øget risiko for at udvikle PTSD.
Arbejdsmiljøforskningsfonden uddeler, efter ansøgning, midler til forsknings- og udviklingsaktiviteter. Midlerne uddeles i åben konkurrence to gange årligt.