Spring over hovedmenu

Dagpenge

Ledige, der er medlem af en a-kasse, har mulighed for at modtage dagpenge i op til to år. Der er mulighed for fleksibel forlængelse af dagpengeperioden med op til et år.

Både lønmodtagere og selvstændige kan modtage dagpenge ved ledighed, hvis de opfylder en række betingelser.

Ret til dagpenge kræver blandt andet et medlemskab af en a-kasse, og at man er registreret som arbejdssøgende hos jobcenteret, opfylder et særligt beskæftigelseskrav og står til rådighed for arbejdsmarkedet. Endvidere er det et krav, at man ikke er selvforskyldt ledig.

Det er i dag muligt at modtage dagpenge i op til to år. Derudover er der mulighed for fleksibel forlængelse af dagpengeperioden med op til et år. Forlængelsen af dagpengeperioden sker i forholdet 1:2. En måneds arbejde giver to ekstra måneder med dagpenge. På den måde kan man arbejde sig til en længere dagpengeperiode.

Find satser for dagpenge

Mere information

Det er a-kasserne, der administrerer og udbetaler dagpenge. Hvis du har helt konkrete spørgsmål om dine dagpenge eller har behov for vejledning eller hjælp til, hvordan du skal udfylde diverse blanketter, skal du derfor henvende dig til din a-kasse.

På borger.dk kan du få et godt overblik over de generelle dagpengeregler og betingelser, der gælder for at modtage dagpenge og supplerende dagpenge som både lønmodtager og selvstændig.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har udarbejdet to borgerrettede pjecer til det nye dagpengesystem, der trådte i kraft 1. januar 2017.

Du kan finde relevante regler, bekendtgørelser og vejledninger på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.

borger.dk Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering