Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Ph.d. i løftearbejde og risici for muskel- og skeletbesvær hos lagerarbejdere

Vil du sætte fokus på rygsmerter blandt personer der dagligt løfter meget i deres arbejde? Og bidrage til at styrke forskningen inden for arbejdsmiljø? Så har du muligheden for at udvikle din forskerkarriere i et Ph.d. projekt i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø!  
 
Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked  
I Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø forsker vi i emner, der har betydning for arbejdsmiljø og arbejdsrelateret helbred nu og i fremtiden.  
 
Som en sektorforskningsinstitution inden for Beskæftigelsesministeriet er det også vores opgave at overvåge og evaluere udviklingen i arbejdsmiljøet samt at pege på nye risici. Vi uddanner nye forskere og formidler vores forskningsresultater i anerkendte tidsskrifter. Vi formidler den forskningsbaserede viden til arbejdspladser, myndigheder, arbejdsmarkedets parter og rådgivere på arbejdsmiljøområdet. Derved bidrager vi til at forbedre arbejdsmiljøet i Danmark.  
 
Du kan læse mere om os på www.arbejdsmiljoforskning.dk.    
 
Sæt dit fingeraftryk  
Det konkrete projekt vil levere viden baseret på et objektivt datagrundlag om både kort- og langtidssammenhængene mellem løftearbejde og muskel- og skeletbesvær hos en jobgruppe hvor der generelt er meget løftearbejde, og hvor det er muligt at kvantificere løftemængden gennem arbejdslister fra lagrene. Projektet vil også belyse psykologiske og sociale faktorers betydning i denne sammenhæng.
 
Ph.d.-projektet vil bl.a. besvare følgende spørgsmål:  
  • Hvilken dag-til-dag sammenhæng er der mellem løftearbejde og ændring i rygsmerte  
  • Hvilken sammenhæng er der på ugebasis mellem forskellige kombinationer af arbejds- og fridage i forhold til ændring i rygsmerte  
  • Hvilken sammenhæng er der mellem løftearbejde, akut smerteudvikling og risiko for udvikling, forværring og fastholdelse af rygsmerter på længere sigt  
  • Hvordan spiller psykologiske og sociale faktorer ind i forhold til ovenstående  
Derudover indgår der følgende opgaver:  
  • Formidling af forskningsresultater til brugere i Danmark  
  • Publicering af originalartikler i internationale tidsskrifter med peer-review  
  • Udvikling og kvalitetssikring af forskningsprojekter, herunder sparring med andre forskere om deres projekter  
  • Betjening af myndigheder gennem notater m.v.  
Bliv vores nye kollega  
Vi forestiller os, at du:  
  • Har en uddannelsesmæssig baggrund i fysiologi, fysioterapi, medicin, folkesundhedsvidenskab eller lignende  
  • Har afsluttet kandidat uddannelse  
  • Har erfaring med arbejdsmiljøforskning  
  • Har gode formidlingsevner  
  • Har gode samarbejdsevner, herunder evnen til at sætte dig ind i andre faggruppers opgaveforståelse.  
Det er en fordel, hvis du har erfaring med og kendskab til arbejdsmarkedssystemet.  
 
Vi finder løsninger sammen  
Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.  
 
Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.  
 
Løn og ansættelsesvilkår  
Ph.d. stillingen er en tidsbegrænset fuldtidsstilling i et 3-årigt ph.d.-forskningsprojekt. Vi vil gerne have, at du starter den 1. april 2019.  
 
Ph.d. kandidaten vil blive indskrevet på et dansk universitet og være ansat på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.  
 
Du bliver ansat efter overenskomsten mellem Finansministeriet og AC vedr. reglerne for sektorforskningsinstitutioner.  
 
Spørgsmål og ansøgning  
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte professor Lars Andersen på tlf.nr. 3916 5319  
 
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR partner Rikke Dahl Ledertoug i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5257
 
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  
 
Send din ansøgning elektronisk. Vi skal have din ansøgning, CV og eksamenspapirer senest den 23. januar 2019.  
Send ansøgning