Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Ambitiøs projektleder til PMO i agilt it-udviklingsmiljø i den offentlige sektor

Vil du være med til at forme fremtidens digitale Danmark på beskæftigelsesområdet? Brænder du for at arbejde med procesforbedringer og strukturering af it-leverancer? Og har du en drøm om at lede udviklingen af it-løsninger med mange brugere i samspil med en forretning i konstant udvikling? Så har vi en spændende stilling i Digitalisering og Support.  
 
Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked  
I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  
 
Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret videngrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt hvad vi beskæftiger os med kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  
 
Du kan læse mere om os på www.star.dk.  
 
Bliv en del af vores dynamiske og nytænkende agile it-udviklingsmiljøer
I kontoret for Digitalisering og Support har vi ansvaret for den digitale udvikling og forvaltning af både interne sagsbehandlings-/forretningssystemer og de forretningssystemer, der understøtter beskæftigelsesindsatsen på landsplan (Jobnet,VITAS mfl.). Samtidig har vi ansvaret for den digitale implementering af politiske reformer og initiativer på beskæftigelsesområdet, herunder udvikling af selvbetjeningsløsninger mv.  
 
Som vores nye projektleder vil du indgå i arbejdet med kontorets PMO opgaver. Her får du et stort indblik i kontorets samlede projektportefølje og indflydelse på vores it-leveranceprocesser. Sideløbende med dette får du mulighed for at afprøve metoderne i praksis som projektleder af egne mindre it-projekter.  
 
Dine primære opgaver bliver at:  
  • bidrage til den løbende metodeudvikling på projektområdet  
  • skabe overblik over vores samlede projektportefølje og indgå i planlægningen af vores releases  
  • assistere vores erfarne projektledere med udarbejdelse af relevante projektdokumenter  
  • projektlede mindre it-udviklingsopgaver i et agilt it-miljø med et unikt samarbejde mellem STAR og vores udviklingsleverandører i bla.”STAR City” (et leverandørsamarbejde med ca. 80 medarbejdere).  
  • bygge bro mellem it og forretningen i projekterne  
 
Bliv vores nye kollega  
Vi forestiller os, at du:  
  • har en relevant akademisk uddannelse som fx cand.scient.pol,cand.it, cand.merc,  
  • har teknologi- og forretningsforståelse samt teoretisk baggrund for it projektledelse og for arbejde med procesforbedringer  
  • har gode kommunikative evner, så du har let ved at oversætte mellem de faglige og tekniske domæner  
  • har mod på at arbejde tæt sammen med leverandørerne i et agilt udviklingsmiljø i ”STAR City”  
  • har gode samarbejdsevner, da det er et job med tæt samarbejde med interne og eksterne interessenter  
 
Du har muligvis ikke flere års praktisk erfaring, men vi forventer, at du er fagligt ambitiøs, er indstillet på en stejl indlæringskurve, og at du har mod på at vokse med projektledelsesopgaverne, efterhånden som du opnår erfaring. Vi ser dig gerne som ansvarlig for nogle af vores store it udviklingsprojekter inden for en kort årrække.
 
Vi finder løsninger sammen  
Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.  
 
Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest den 1. juni 2019.  
 
Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten.  
 
Dit daglige arbejdssted er Njalsgade 72A, 2300 Københavns S.  
 
Du skal ca. 2 dage om ugen arbejde i ”STAR Citys” kontor i Lyngby, som er beliggende på Nørgaardsvej 32 - tæt ved S-tog stationen.  
 
Spørgsmål og ansøgning  
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte teamchef Jan A Bengtsen tlf. 7221 7573 eller digitaliseringschef Mette Jørgensen på tlf. 7221 7540.  
 
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets Koncern HR på tlf.nr. 7220 5272.  
 
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  
 
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest søndag den 31. marts 2019.  
 
Vi forventer at gennemføre samtaler 5. april 2019.  
 
Send ansøgning