Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Ambitiøs jurist til udvikling på det sociale ydelsesområde

Har du lyst til at arbejde med jura og politik på et højt fagligt niveau, og er du interesseret i beskæftigelsespolitik? Vil du gerne arbejde tæt på den politiske beslutningsproces og bidrage som en central spiller i forhold til at udvikle og implementere reglerne på det sociale ydelsesområde? Så har vi en spændende stilling i kontoret for Sociale Ydelser.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked
I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere, de har brug for – ufaglærte, faglærte eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på en gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.

Du kan læse mere om os på www.star.dk.  

Få fingrene i regelarbejde og ministerbetjening og før politiske processer sikkert i land
I kontoret for Sociale Ydelser udvikler og implementerer vi lovgivningen vedrørende en række forskellige forsørgelsesydelser, herunder kontanthjælp, førtidspension og folkepension. Vi har endvidere ansvar for lovgivningen om boligstøtte og børnetilskud samt lovgivningen om Udbetaling Danmark. Vores arbejde omfatter politikudvikling, ministerbetjening, regelarbejde og implementering. Desuden er beskæftigelsesministerens tilsyn med Udbetaling Danmarks bestyrelse forankret i kontoret for Sociale Ydelser. Tilsynet føres i samarbejde med en række andre ressortministerier og skal sikre, at Udbetaling Danmarks bestyrelse driver Udbetaling Danmark i overensstemmelse lovgivningen.

Du vil få mulighed for at arbejde i kontoret på et tidspunkt, hvor de sociale ydelser og pensionerne er højt på den politiske dagsorden. Du vil således være med til at udvikle løsninger, der tager højde for politiske ønsker og som samtidig holder balancen i krydsfeltet mellem på den ene side digitaliseret og automatiseret ydelsesadministration og på den anden side hensynet til beskyttelse af personoplysninger.

Du vil komme til at arbejde sammen med de dygtigste jurister på området og derigennem udvikle dig som jurist i centraladministrationen. Samtidig bliver du en del af en stor styrelse i et stort ministerium, hvilket på sigt giver mulighed for videreudvikling gennem intern rokade i Beskæftigelsesministeriet.

Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:

  • er cand.jur.
  • har forståelse for og gerne erfaring med lov- og regelarbejde
  • har erfaring fra arbejde i en politisk ledet organisation og har kendskab til beskæftigelses- og socialpolitik
  • er god til at kommunikere i skrift og tale og kan omsætte både politik og jura til forståelige notater og budskaber
  • har lyst til at tage ansvar og er fleksibel og initiativrig
  • kan arbejde selvstændigt og befinder dig godt i teamsamarbejde i et tværfagligt miljø
  • kan holde mange bolde i luften og bevare overblikket i et miljø, der ofte er præget af korte deadlines.

Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest den 1. oktober 2019.

Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten

Dit daglige arbejdssted er Njalsgade 72A, 2300 Københavns S.

Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte teamchef, Jane Vitu på tlf.nr. 7221 7679 eller kontorchef, Peter Truels Nielsen på tlf.nr. 7221 7777.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Andras Kjartansson Thomassen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5139.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning elektronisk. Vi skal have din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest onsdag den 21. august 2019.

Vi forventer, at afholde samtaler i uge 35 af 2019.

 

Send ansøgning