Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Studentermedhjælpere med interesse for international beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik

Har du lyst til at få et indblik i international beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik, herunder bl.a. EU-samarbejdet og det nordiske samarbejde? Og er du en ansvarsbevidst og dygtig studerende? Så har vi nogle spændende stillinger i internationalt kontor i Center for Analyse, Data og Internationalt område.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked
I Beskæftigelsesministeriets departement arbejder vi dagligt og tæt sammen med ministeren om at omsætte politikernes visioner til faktiske løsninger, som borgerne mærker i deres hverdag. Sammen med styrelserne har vi ansvaret for altid at give ministeren det bedst mulige grundlag af relevant og tilgængelig viden at træffe sine beslutninger på. Det er vores kerneopgave at understøtte ministeren og Folketinget ved rettidigt at afsøge, gennemarbejde, analysere og forberede materiale på højt fagligt niveau og indgå i saglig dialog om det. Som departement er det samtidigt vores opgave at sætte retning for hele ministerområdet. Og det gør vi via effektiv styring og ledelse.

Her kommer du altså helt ind i centrum af den faglige og politiske proces og får fingrene ned i problemstillinger og løsninger, som involverer milliarder af skattekroner og får mærkbare konsekvenser for tusindvis af mennesker.

Du kan læse mere om os på www.bm.dk.

Få indblik i politisk arbejde på internationalt plan
I Center for Analyse, Data og Internationalt område arbejder vi med den internationale vinkel på beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken. Vores centrale opgave er at fremme danske interesser i en række internationale fora, herunder EU, FN’s Arbejdsorganisation (ILO), Norden, Europarådet mv. Herudover er vi bindeled mellem forskellige aktører i beslutningsprocesserne nationalt og internationalt, hvor vi sammenkobler viden om danske og internationale forhold på beskæftigelsesområdet.

Som vores nye student får du indblik i det internationale arbejde med beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik, EU-samarbejdet, det nordiske samarbejde og mange andre spændende myndigheder.

Dine primære opgaver vil omfatte at:

  • være tovholder i forhold til rapporteringer på internationale traktater og aftaler på ministeriets område, særligt til FN og Europarådet
  • deltage i opgaver relateret til Nordisk Ministerråd og Europarådet
  • bistå i forberedelsen af EU-ministerrådsmøder
  • koordinere og forberede besøg fra udenlandske delegationer
  • assistere med ad hoc-opgaver på det internationale område.

Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:

  • er stud.scient.pol., stud.scient.adm. eller lignende
  • har interesse for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik og internationale forhold
  • har gode formuleringsevner både på dansk og engelsk
  • er ansvarsbevidst og i stand til at arbejde selvstændigt.

Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er departementet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingerne er studenterstillinger på gennemsnitligt 15 timer om ugen.

For den ene stilling vil vi gerne have, at du starter hurtigst muligt. Den/de andre stillinger har opstart i begyndelsen af januar 2020.

Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.  

Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Andreas Sommer Møller på tlf.nr. 3367 3815.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontaktefuldmægtig Andras Kjartansson Thomassen i Beskæftigelsesministeriets Koncern HR på tlf.nr. 7220 5139.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 22. oktober 2019.

Vi afholder samtaler i midten af uge 44.

Send ansøgning