Spring over hovedmenu

Administrative medarbejdere til sagsbehandling og administration

Brænder du for sagsbehandling og har du administrativt flair? Så har du mulighed for at sætte dit fingeraftryk i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings kontor i Brønderslev.


Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere. 

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker. 

Du kan læse mere om os på www.star.dk

 

Administrativ tyngde og stor berøringsflade

STAR Brønderslev har ansvaret for tilskudsforvaltning og udbetalingsadministration i forhold til a-kasser, behandling af sager om EØS-dagpenge, herunder udstedelse af dokumenter, der bekræfter en udenlandsk persons arbejdsperioder i Danmark, samt klagesager og vejledning vedrørende arbejdsløshedsforsikring. Herudover har vi ansvaret for lufthavnstilsynet, som har til opgave, at føre tilsyn med personer, der uberettiget har modtaget en ydelse under ophold i udland.

Vi er knap 45 medarbejdere fordelt på tre teams, og vi søger to administrative medarbejdere til EØS-teamet, administrative opgaver og lufthavnstilsynet.

EØS-teamet udsteder PD U1 og andre attester. PD U1 er et dokument, der bekræfter en udenlandsk persons arbejdsperioder i Danmark, så de kan medregnes ved ledighed i andre EU/EØS-lande. Teamet behandler også sager om mellemstatslig refusion fra a-kasserne, samt mellem Danmark og andre EU/EØS-lande. Andre opgaver består i besvarelse af forespørgsler fra borgere og telefonvagt.

Lufthavnstilsynet foretager udgående tilsynsaktiviteter i de danske lufthavne. Som deltager i lufthavnstilsynet skal du være indstillet på tre-fire rejsedage om måneden, samt at arbejdet kan falde på skæve tidspunkter.

Dine primære arbejdsopgaver vil være, at:

  • gennemføre administrativ sagsbehandling
  • vejlede og rådgive borgere, arbejdsgivere og organisationer i fortolkning af lovgivningen, samt i praksis på områderne - primært pr. telefon
  • varetage administrative opgaver, såsom IndFak og RejsUd
  • deltage i lufthavnstilsynet

 

Bliv vores nye kollega 

Vi forestiller os, at du:

  • har en kontoruddannelse
  • har erfaring med sagsbehandling og administration
  • har evne til at sætte dig ind i og arbejde efter love og bekendtgørelser
  • er systematisk, serviceorienteret og kan levere resultater af høj kvalitet
  • har gode mundtlige og skriftlige formuleringsevner
  • kan gøre dig forståelig på engelsk og tysk både i tale og skrift
  • er fleksibel og kan bevare overblikket
  • er rutineret IT-bruger – gerne med erfaring i brug af IT-baserede journalsystemer og administrative støttesystemer.
     

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.


Løn- og ansættelsesvilkår 

Stillingerne er faste fuldtidsstillinger og vi vil gerne have, at du starter den 1. februar 2021– eller før, hvis det er muligt.

Du bliver ansat som kontorfunktionær efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Dit daglige arbejdssted er STAR Brønderslev, Bredgade 60, 9700 Brønderslev.
 

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte teamchef Peter Steenberg på tlf. nr. 7221 7929.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest torsdag den 26. november 2020.

Vi forventer at afholde samtaler den 2., 3. og 4. december 2020.

Send ansøgning