Spring over hovedmenu

Dygtig regnskabsmedarbejder med interesse for tilskudsadministration

Brænder du for at arbejde i et politisk miljø med tilskudsadministration på beskæftigelsesområdet? Og vil du være med til at optimere regnskabs-og tilskudsprocesser i en stor organisation? Så har vi en spændende stilling i STARs kontor for Økonomi og Ressourcestyring.


Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

 

Arbejd med økonomistyring og tilskudsforvaltning

Kontoret for Økonomi og Ressourcestyring har det overordnede ansvar for styrelsens økonomistyring, herunder finanslovsarbejde, budgetlægning og -opfølgning samt regnskab for styrelsens interne økonomi og de tilskudsbevillinger, som styrelsen administrerer.  

En central opgave i kontorets arbejde er at sikre en effektiv sammenhæng mellem vores økonomistyringsbehov og brugen af de it-systemer og øvrige redskaber, vi anvender til budgetlægning og regnskab. Vi forventer, at overgå til et nyt fælles statsligt tilskudssystem i løbet af de kommende år.

Du kommer til at deltage i kontorets daglige arbejde i et dynamisk arbejdsmiljø, hvor vi lægger vægt på samarbejde og gensidig sparring. Arbejdet foregår i et tæt samarbejde med styrelsens øvrige kontorer og Arbejdstilsynet.  

Dine arbejdsopgaver vil primært være knyttet til styrelsens tilskudsadministration, herunder:  

  • superbruger på styrelsens tilskudsadministrative system TAS
  • medvirke til at sikre et stærkt kontrolmiljø på styrelsens tilskudsbevillinger
  • foretage registrering af tilskud, kontrol af udbetalinger og endelige afregninger
  • behandle henvendelse fra tilskudsmodtagere og portalbrugere vedrørende styrelsen tilskudsbevillinger
  • vedligeholdelse af instrukser og vejledninger på området
  • månedlige afstemninger af styrelsens tilskudsadministrative system TAS samt Navision Stat
  • rådgivning og vejledning af styrelsens kontorer om forvaltning af tilskud
  • en række administrative, regnskabsorienterede ad hoc opgaver i kontoret
  • Afhængig af din kompetenceprofil vil du også kunne komme til at indgå i andre af kontorets opgaver med økonomistyring og regnskab.

 

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • har flair for sammenhængen mellem it-systemunderstøttelse og økonomiske styringsbehov
  • har erfaring med regnskabsopgaver
  • er grundig og kan arbejde selvstændigt og effektivt  
  • er omhyggelig og kvalitetsbevidst i løsning af dine opgaver og sætter en ære i, at dine produkter er grundigt gennemarbejdede
  • har godt humør og som en naturlig ting engagerer dig i dine kolleger og det sociale liv på din arbejdsplads
  • Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til tilskudsadministration og statens regnskabssystemer.

 

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

 

Løn- og ansættelsesvilkår

​Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt og senest den 1. juni 2021.

​​Du bliver ansat som kontorfunktionær efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste. 

Dit daglige arbejdssted vil være Vermundsgade 38, 2100 København Ø.  

 

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontorchef Kasper Håkansson på tlf.nr. 7271 7800.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets Koncern HR på tlf.nr. 7220 5272.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest søndag den 18. april 2021.

Vi forventer at afholde samtaler den 22. april 2021.

Dette er et genopslag. 

 

Send ansøgning