Spring over hovedmenu

Chefkonsulent med stærke kommunikative kompetencer om IT

Er du en stærk faglig formidler, der kan kommunikere om it-løsninger til både direktion og brugere af systemer og derigennem være en brobygger mellem udvikling og drift? Vil du være med til at underbygge og sætte retning for vores forretningsudvikling ved at udarbejde skarpe beslutningsoplæg og facilitere dialog med intressenter ? Så har vi et spændende job til dig i Kontor for Digitalisering og Data.

 

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet. 

Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger. 

Du kan læse mere om os på www.at.dk

 

Bliv en del af et fagligt stærkt kontor med en spændende opgaveportefølje og dygtige kolleger

I Arbejdstilsynets Kontor for Digitalisering og Data er vi ansvarlige for digitaliseringen af organisationens opgaver og for at bringe Arbejdstilsynets data i spil.  Vi sikrer, at driften af systemerne er effektiv og sikker, og at systemerne er tilgængelige og performer, som de skal.

Arbejdstilsynets fagsystemer udgør et komplekst systemlandskab, der bl.a. omfatter selvbetjeningsløsninger til virksomhederne, mobile løsninger til vores tilsynsførende og administrative kolleger, værktøjer til kørselsplanlægning, datawarehouse, machine learning modeller til tilsynsplanlægning mv.

Vi arbejder lige nu på en omfattende modernisering af vores systemlandskab og understøttelse af politisk aftale, som vil strække sig over de kommende 2-4 år. I den forbindelse er vi i fuld gang med at indføre forretningsudvikling i et agilt setup, der ændrer på Arbejdstilsynets hidtidige roller og processer i forhold til udviklingsarbejde.

Du vil blive en del af et team i kontoret, der understøtter de øvrige udviklingsteams. Du kommer til at arbejde tæt sammen med blandt andet IT arkitekter, RTE, UX, Testmanager, product owners og scrum masters i kontoret – og gevinstejere og øvrige interessenter i kontorer i det Arbejdsmiljøfaglige center og tilsynscentre.

Dine opgaver vil være:

  • at planlægge og udføre kommunikationsarbejde i forbindelse med IT-releases med ny funktionalitet for brugerne
  • at lave beslutningsoplæg og indstillinger til direktion på IT porteføljen
  • at være ansvarlig for opfølgning og rapportering på IT-portefølje, statusnotater til departement mm. 
  • at lede og facilitere møder med interessenter så som ledere i tilsynet, IT-ambassadører, supportere, implementeringsteam mm. med henblik på at få input fra forretningen på både udvikling og drift.
     

Bliv vores nye kollega 

Vi forestiller os, at du:

  • er rutineret i at skrive "det gode notat" og lave en skarp sagsfremstilling i en IT kontekst ud fra input fra gode kolleger
  • har erfaring med ledelses- og direktionsbetjening
  • har erfaring med brugervendt kommunikation i en IT kontekst
  • er en stærk kommunikator, der kan kommunikere klart i skrift og tale – og på den måde skabe forståelse og følgeskab
  • tager ansvar, er udadvendt og handlekraftig
  • har en relevant akademisk uddannelse

 

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.


Løn- og ansættelsesvilkår 

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest 1. juli 2021.

Du bliver ansat som chefkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten.
 

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Kirsten Brink, tlf. 72208601 eller kontorchef Allan Kjær Andersen, tlf. 72209113.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5272.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 11. maj 2021 kl. 12.
 

Send ansøgning