Spring over hovedmenu

Tilsynsførende med blik for det gode arbejdsmiljø og stærke dialogkompetencer

Har du lyst til at arbejde for et sikkert og sundt arbejdsmiljø på arbejdspladser i Midt- og Nordjylland? Har du et skarpt blik, en solid faglig baggrund og gode dialogkompetencer? Så er du måske en af vores nye kollegaer i Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord. 

 

Vi arbejder for et bæredygtigt arbejdsmarked 

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet.  

Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger.  

Du kan læse mere om os på www.at.dk

 

Vær med til at flytte arbejdsmiljø og motivere virksomhederne 

​I Arbejdstilsynet er hverdagen præget af stærk faglighed, stort engagement og invitation til samarbejde om de gode løsninger. Som tilsynsførende fører du tilsyn med arbejdsmiljøet på private og offentlige arbejdspladser. Du udfylder professionelt myndighedsrollen og bruger samtidig dialog og vejledning til at motivere virksomhederne til at fremme et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Hverdagen er samtidig præget af en stor alsidighed i opgaverne, der bl.a. også byder på skrivning af afgørelser, dobbeltbesøg med kollegaer og undersøgelser af akutulykker. Du får mulighed for at arbejde med højt prioriterede arbejdsmiljøområder, og du får bred viden og indsigt i arbejdsmiljøet i mange forskellige typer virksomheder.

I Tilsynscenter Nord er vi ca. 150 medarbejdere, hvoraf ca. 100 er tilsynsførende. Du kommer til at indgå i en af vores fire tilsynsgrupper, og samtidig bliver du en del af et stort og fagligt stærkt hold bestående af tilsynsførende, jurister og administrative supportere, som alle brænder for det gode arbejdsmiljø, og som du kan videndele og sparre med i det daglige. 

Vi søger tilsynsførende til følgende grupper:

  • tilsynsgruppe 2, hvor vi bl.a. fører tilsyn på industriens område, i landbruget, på hoteller, restauranter og i rengøringsbranchen. 
  • tilsynsgruppe 3, hvor vi bl.a. fører tilsyn på hospitaler, i døgn- og hjemmeplejen og i butikker. 
  • tilsynsgruppe 4, hvor vi bl.a. fører tilsyn på skoler og i daginsitututioner, på transportområdet samt ved politet og i kriminalforsorgen.

Kan du se dig selv bringe dine kompetencer i spil i en eller flere af disse grupper, så ser vi frem til at modtage din motiverede ansøgning. Skriv gerne, hvis der er en af tilsynsgrupperne, du umiddelbart vil byde ind på.

Du kommer til at føre tilsyn indenfor en række brancher, og efter grundig oplæring forventer vi, at du med en dialogbaseret tilgang kan føre tilsyn og på egen hånd reagere overfor de væsentligste arbejdsmiljøproblemer.

Tilsynscenter Nord er beliggende i Hadsten, og vi har et lokalkontor i Nørresundby samt et supplerende udkørselssted i Karup. Geografisk dækker vi virksomheder i både Vest-, Midt-, Øst- og Nordjylland, og vi søger derfor tilsynsførende fra hele området.

 

Bliv vores nye kollega    

Vi forestiller os, at du:

  • har en stærk faglig baggrund, der fx bygger på en uddannelse som maskinmester, ingeniør, terapeut, psykolog eller biolog
  • har relevant erhvervserfaring
  • kan identificere, analysere og risikovurdere arbejdsprocesser og -redskaber
  • er interesseret i tværfaglige arbejdsmiljøproblemstillinger, fx ulykkesforebyggelse, maskinteknik, kemisk arbejdsmiljø, psykisk arbejdsmiljø og ergonomi
  • har stærke dialogkompetencer
  • er god til både mundtlig og skriftlig fremstilling og sætter en ære i, at dine skriftlige produkter har en høj kvalitet
  • kan arbejde selvstændigt og struktureret samtidig med, at du inviterer til samarbejde og aktivt opsøger viden i systemer og hos kollegaer
  • er vant til at navigere sikkert i forskellige it-systemer


Vi finder løsninger sammen  

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.


Løn- og ansættelsesvilkår  

​Stillingerne er alle faste fuldtidsstillinger. Vi vil gerne have, at du starter den 1. august 2022.

Du bliver ansat som tilsynsførende efter gældende overenskomst. 

 

Spørgsmål og ansøgning

 Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte tilsynschef Ida Krarup på tlf.nr. 72209944 (tilsynsgruppe 2), tilsynschef Lars Toft Pedersen på tlf.nr. 72209756 (tilsynsgruppe 3) eller tilsynschef Michael Dam på tlf.nr. 72209889 (tilsynsgruppe 4).

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 5162 2762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingerne.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest onsdag den 1. juni 2022.

Vi forventer at afholde samtaler torsdag den 9. juni 2022 og mandag den 13. juni 2022.

Send ansøgning