Spring over hovedmenu

NYHED / 01-06-2017

Digitalisering kan gøre livet lettere for virksomheder

Når virksomheder ansøger om at få ledige i praktik og løntilskud, kan de i otte ud af ti tilfælde slippe for manuelt at indtaste en række oplysninger om deres ansatte, hvis systemet bliver digitaliseret.

Mange virksomheder finder det svært, bureaukratisk og tidskrævede at ansætte ledige i løntilskudsjob eller virksomhedspraktik. De skal fx hver gang manuelt indtaste en lang række oplysninger om de medarbejdere, de i forvejen har ansat. Oplysningerne skal bruges til at sikre, at der både er et rimeligt forhold mellem støttede ansatte og ordinært ansatte, og at der er tale om en reel udvidelse af medarbejderstaben, hvis virksomheden ansætter en person i løntilskud.

Nu viser en undersøgelse, Deloitte har udarbejdet for Beskæftigelsesministeriet, at i 80 procent af alle ansøgninger om virksomhedspraktik og løntilskud kan virksomhederne slippe for manulet at indtaste de mange oplysninger om deres ansatte, da oplysningerne kan hentes automatisk fra eksisterende registerdata.

I 2016 blev der påbegyndt ca. 230.000 forløb med virksomhedspraktik og løntilskudsjob. Det betyder, at op imod 184.000 ansøgninger mere eller mindre kan køre automatisk, hvis systemet bliver digitaliseret.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Vi skal selvfølgelig også på beskæftigelsesområdet udnytte de potentialer, digitaliseringen giver os. For når vi nu kan se, at vi kan spare særligt virksomhederne for en masse unødig tid, så er jeg ikke i tvivl om, at det er noget, vi skal se på i vores arbejde med at forenkle beskæftigelsesindsatsen. Samtidig skal vi have et system, hvor man ikke kan udnytte reglerne til at erstatte ordinære job med tilskudsjob. Når det er sagt, så tror jeg grundlæggende på, at virksomhederne følger reglerne, og i øvrigt vil jeg rose dem for at tage et socialt ansvar og være med til at give mange ledige en fod inden for på arbejdsmarkedet. 

Undersøgelsen fra Deloitte ”Øget digitalisering af den virksomhedsrettede indsats” indgår i regeringens arbejde med at forenkle og afbureaukratisere beskæftigelsesindsatsen. Planen er, at regeringen til efteråret kommer med et samlet udspil til en forenklet beskæftigelsesindsats.

Deloitte-undersøgelsen: Øget digitalisering af den virksomhedsrettede indsats (PDF)