Spring over hovedmenu

NYHED / 20-03-2018

Flere alvorlige arbejdsulykker i 2015

En opgørelse fra Arbejdstilsynet viser, at der i 2015 skete en stigning i antallet af alvorlige arbejdsulykker på 4,7 procent.

Flere mennesker kom i 2015 ud for en alvorlig arbejdsulykke. Ifølge en  opgørelse fra Arbejdstilsynet steg antallet af alvorlige arbejdsulykker til 3,3 anmeldte alvorlige arbejdsulykker pr. 1.000 beskæftigede i 2015 efter at være faldet til 3,2 i 2014. Det svarer til en stigning på 4,7 procent.
 
Ser man på perioden fra 2011 til 2015, er forekomsten af alvorlige arbejdsulykker samlet faldet med 15 procent. I den politiske aftale ’Strategi for Arbejdsmiljøindsatsen fra 2011’ blev det blandt andet fastsat, at der inden 2020 skal være 25 procent færre alvorlige arbejdsulykker.
 
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- En alvorlig arbejdsulykke kan få enorme konsekvenser for den tilskadekomne medarbejder. På et splitsekund kan den enkelte få ødelagt sit helbred, arbejdsliv og drømme for fremtiden, og for mig har det derfor topprioritet at få nedbragt antallet af arbejdsulykker. Det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde.
 
- Selvom der samlet set er sket et fald af alvorlige arbejdsulykker siden 2011, ændrer det ikke på, at pilen nu er begyndt at pege den forkerte vej – og det er bekymrende. Det bekræfter mig i, at der er behov for at gøre tingene anderledes, og at det var den rigtige beslutning at nedsætte et ekspertudvalg, der skal gentænke hele arbejdsmiljøindsatsen – herunder hvordan vi bedre kan forebygge arbejdsulykker.
 
Opgørelsen af alvorlige arbejdsulykker rummer altid en forsinkelse på ca. to år, og det er derfor endnu for tidligt at opgøre tal for 2016 eller 2017. Det skyldes blandt andet, at ulykken først skal anmeldes, behandles og efterfølgende anerkendes som en arbejdsulykke, hvilket kan trække ud i visse tilfælde. Ulykkestallene for 2015 er af samme grund en prognose, der fortsat kan ændre sig lidt.

Alvorlige arbejdsulykker defineres som ulykker, der har ført til, at den tilskadekomne har fået varigt mén eller resulteret i et længere sygefravær fra arbejdet.