Spring over hovedmenu
""
Flere bliver sygemeldt fra arbejde og kommer på sygedagpenge, viser en ny analyse af tilgangen til sygedagpenge. Foto: Colourbox.com

NYHED / 07-06-2018

Forligskreds drøfter flere og længere sygemeldinger

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og forligskredsen bag sygedagpengereformen har holdt møde for blandt andet at drøfte årsagerne til de senere års ekstra udgifter til sygedagpenge og behovet for at justere reformen.

Antallet af personer i sygedagpengesystemet er steget med 10.000 helårspersoner fra 2014, hvor reformen trådte i kraft, frem til 2017. I samme periode steg de direkte udgifter til sygedagpengeområdet med 1,4 milliarder kroner. Stigningen var størst de første år og noget tyder på, at stigningen i udgifterne på området er aftagende. 

Analyser har tidligere vist, at ekstraudgifterne skyldes, at flere får sygedagpenge, og at folk er længere tid i sygedagpengesystemet. En særskilt analyse af tilgangen til sygedagpenge, som forligskredsen fik forelagt ved mødet, viser, at stigningen i tilgangen kun i mindre grad hænger sammen med, at arbejdsstyrken er vokset. Den væsentligste årsag til stigningen er, at flere bliver sygemeldt fra arbejde og kommer på sygedagpenge. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger: 

- Udgifterne til sygedagpenge er steget gennem en årrække, og det har både min og forligskredsens fulde opmærksomhed. De seneste analyser på området tyder på, at udgifterne er ved at stabilisere sig, og at ekstraudgifterne ikke skyldes, at sygedagpengereformen har slået fejl. For det har den ikke. Sygemeldte kommer hurtigere tilbage i beskæftigelse, end de gjorde tidligere. Vi vil i den kommende tid vurdere, om der er behov for at lave justeringer af reformen, og der ingen tvivl om, at vi kommer til at vende de langvarige jobafklaringsforløb.  

- Alarmklokkerne ringer til gengæld, når vi ser på tilgangen til sygedagpenge. Det er et problem, at flere bliver sygemeldt fra deres arbejde. Desværre ved vi også, at det går den forkerte vej for arbejdsmiljøet, når det fx handler om muskel-skelet eller psykiske skader. Jeg har derfor nedsat et ekspertudvalg med arbejdsmarkedets parter, der skal gentænke hele arbejdsmiljøindsatsen. Og det er der i høj grad behov for.  

Evalueringen af sygedagpengereformen viser også, at der er udfordringer med de obligatoriske lægeattester kaldet LÆ285.  

- Når ni ud af ti kommuner siger, at de har flere sager, hvor attesterne ikke giver mening, så er det selvfølgeligt noget vi lytter til og kommer til at se på.  

Forligskredsen vil fortsat følge udgifterne tæt og vil nu rette blikket mod jobafklaringsforløbene, hvor varigheden er stigende.