Spring over hovedmenu
""
"Det er godt for flygtninge og ikke mindst vores samfund, at så mange virksomheder er gået foran og har taget ansvar i en svær situation," siger beskæftigelsesministeren om virksomhedspartnerskab. Foto: Colourbox.com

NYHED / 02-07-2018

Markant flere flygtninge er kommet i beskæftigelse med hjælp fra virksomhedspartnerskab

Gennem et partnerskab mellem kommuner og virksomheder er antallet af flygtninge i beskæftigelse fordoblet, og antallet af flygtninge i virksomhedsrettede tilbud er steget væsentligt.

Sammen om integration er et partnerskab, hvor virksomheder og kommuner samarbejder om at få flere flygtninge i arbejde. Partnerskabet blev indgået på regeringens integrationstopmøde på Marienborg i september 2015. I alt deltager 173 virksomheder i partnerskabet, som nu er blevet evalueret.

Der er følgende udvikling blandt virksomheder i partnerskabet:

  • En fordobling af flygtninge i ordinær beskæftigelse, da antallet er steget fra 578 til 1.160 ansatte.
  • En stigning i antallet af flygtninge i løntilskud fra 52 til 319 personer og en stigning i antallet af flygtninge i virksomhedspraktik fra 553 til 2.578 personer.
  • At godt en tredjedel af de flygtninge, som virksomhederne i partnerskabet har haft i støttet beskæftigelse, er kommet i job et halvt år efter deres ansættelse hos virksomhederne.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:

- Jeg er meget tilfreds med, at så mange flygtninge har fået en fod inden for på det danske arbejdsmarked i virksomhederne i partnerskabet. Det er helt afgørende, at flygtninge kommer ud i samfundet og bliver en del af en dansk arbejdsplads, så de kan lære dansk, og så de kan lære danske normer og værdier at kende. Og så har det jo en kæmpe værdi både for samfundet og for den enkelte flygtning at kunne forsørge sig selv. Jeg vil gerne sige en stor tak til de virksomheder, som hver især har lagt en kæmpe indsats i at tage flygtningene ind på deres arbejdsplads. Jeg håber, at de gode erfaringer kan inspirere endnu flere virksomheder til at tage del i den vigtige opgave med at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet.

Generelt er beskæftigelsen for flygtninge og familiesammenførte stigende. I dag er 38 pct. af flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i beskæftigelse efter 3 år i Danmark mod 21 pct. da regeringen trådte til.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er godt for flygtninge og ikke mindst vores samfund, at så mange virksomheder er gået foran og har taget ansvar i en svær situation. Og vi kan konstatere, at virksomhederne i partnerskabet i høj grad har åbnet dørene for flygtninge. Det ændrer ikke på, at det er helt afgørende, at flere ikke-vestlige indvandrere kommer i arbejde, fordi for mange fortsat er uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det også centralt, at regeringen har sat ind på flere områder og med trepartsaftalen om integration blandt andet har ændret den måde, man ser på flygtninge, radikalt, så de som udgangspunkt er jobparate. Man kan altså godt arbejde, selv om man ikke kan dansk.

Sammen om integration

Sammen om integration er et partnerskab, hvor virksomheder, Jobservice Danmark og jobcentrene samarbejder for at få flere flygtninge i arbejde. Målet er at synliggøre virksomhedernes vigtige indsats med at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet. Partnerskabet blev etableret ved regeringens topmøde om integration på Marienborg i september 2015.

Med partnerskabet har virksomhederne stillet pladser til rådighed til kommunernes virksomhedsrettede indsats, og virksomheder har indgået integrationsaftaler med Jobservice Danmark. Partnerskabet har været understøttet af kampagnen Sammen om integration, og i Jobservice Danmark har der været gennemført en virksomhedskampagne.

Som en del af virksomhedspartnerskabet er der ansat tre integrationskoordinatorer for at styrke den virksomhedsrettede integrationsindsats. Koordinatorernes rolle og opgaver er både målrettet virksomheder og kommuner.

LG Insight har udarbejdet en evaluering af virksomhedspartnerskabet for Udlændinge- og Integrationsministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Evalueringen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse blandt henholdsvis partnerskabsvirksomhederne og kommunerne. Herudover er der gennemført interviews med udvalgte partnerskabsvirksomheder og kommuner samt interviews med integrationskoordinatorerne.