Spring over hovedmenu
""
Puljer understøtter, at en virksomhedsrettet indsats også kan komme borgere med et handicap og psykisk syge borgere til gode. Foto: Colourbox.com

NYHED / 05-04-2019

Knap 30 millioner kroner skal hjælpe borgere med handicap og sindslidende tættere på arbejdsmarkedet

En række nye projekter skal få flere fra kanten af arbejdsmarkedet ud i beskæftigelse. En virksomhedsrettet indsats skal både komme borgere med et handicap og psykisk syge borgere til gode.

Med satspuljeaftalen for 2019 blev der afsat 542,6 millioner kroner på Beskæftigelsesministeriets område, og der blev etableret to nye puljer målrettet personer med handicap på i alt 28,7 millioner kroner.

Det drejer sig om ’Pulje til projekter med virksomhedsrettede indsatser for personer med handicap’ og ’Pulje til reintegration af sindslidende og psykisk syge på arbejdsmarkedet’.

Pengene skal gå til projekter, hvor fokus er på en virksomhedsrettet indsats, og at borgerne hurtigst muligt kommer ud i arbejde.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Det er vigtigt, at vi hele tiden bliver klogere på, hvad der virker i forhold til at få borgere fra kanten af arbejdsmarkedet ind i det arbejdende fællesskab. Derfor glæder det mig, at vi har fået sat puljer af i satspuljeaftalen til at hjælpe dem med et handicap og sindslidende. Det er nu, hvor der er høj beskæftigelse og stigende mangel på hænder, at vi skal få flere i job.  

Der er afsat 21,2 millioner kroner i 2019-2022 til ’Pulje til projekter med virksomhedsrettede indsatser for personer med handicap’ - heraf er der afsat 15,3 millioner kroner i 2019. Projekterne her er målrettet personer med kognitive handicap, blandt andet personer med ADHD, autisme og erhvervet hjerneskade.

Til ’Pulje til reintegration af sindslidende og psykisk syge på arbejdsmarkedet’ er der afsat 7,5 mio. kroner til 2019-2020, og 7,2 mio. kroner af dem kan bruges i år.

Puljerne kan søges af virksomheder, frivillige organisationer og selvejende institutioner mv., og fristen er mandag den 29. april kl. 12.