Spring over hovedmenu
""
Reglen om, at ansatte skal have en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer i døgnet og et ugentligt fridøgn, kan fraviges i nødvendigt omfang i virksomheder, der er ekstraordinært arbejdsbelastede på grund af COVID-19.

NYHED / 26-03-2020

Corona-udbrud sætter hviletidsregler ud af kraft

Virksomheder, som kommer under et særligt arbejdsmæssigt pres på grund af COVID-19 pandemien – som fx hospitaler, døgninstitutioner, hjemmepleje og beredskab – kan fravige reglen om, at medarbejdere skal have 11 timers hviletid om dagen.

I forbindelse med COVID-19-pandemien har Beskæftigelsesministeriet og Arbejdstilsynet besluttet at tage en force majeure-bestemmelse i arbejdsmiljøreglerne om hviletid i brug. 

Det betyder, at reglen om at ansatte skal have en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer i døgnet og et ugentligt fridøgn, vil kunne fraviges i nødvendigt omfang i virksomheder, der er ekstraordinært arbejdsbelastede på grund af COVID-19. 

Tiltaget er nødvendigt for de brancher, der er kritisk ramt under corona-krisen, men arbejdsmiljøloven gælder stadig, understreger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard: 

- Med  tiltaget sikrer vi, at reglerne ikke står i vejen for, at vi kan varetage de kritiske funktioner på vores hospitaler og i beredskabet. Men arbejdsmiljøloven gælder stadig, og den klare besked til alle virksomheder er, at arbejdet – også i en force majeure-situation – skal tilrettelægges, så det er sikkert for medarbejderne. 

Der lyder også en opfordring fra ministeren til at tage medarbejderne med på råd, når virksomhederne fraviger fra hviletidsreglerne: 

- Jeg vil opfordre til, at arbejdsgiverne drøfter sådanne tiltag med medarbejderne, så vidt det overhovedet er muligt. Det er altid det bedste for samarbejdet på virksomheden, at arbejdsgiveren drøfter ændringer i arbejdsforholdene med de ansatte og deres repræsentanter.     

Der er tale om en midlertidig foranstaltning. Muligheden for fravigelsen af 11 timersreglen følger regeringens øvrige tiltag og gælder derfor foreløbigt til og med 13. april.