Spring over hovedmenu

NYHED / 25-03-2020

Trepartsaftale om lønkompensation: Vilkår for lærlinge og elever

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om vilkårene for lærlinge og elever.

Trepartsaftalen om midlertidig lønkompensationsordning til arbejdsgivere omfatter lærlinge og elever på nedenstående vilkår:

Der kan gives et tilskud pr. lærling/elev til virksomheder, der pga. coronakrisen står overfor at varsle afskedigelser af mindst 30 pct. af deres medarbejdere eller mindst 50 medarbejdere således at virksomhederne kan fastholde deres lærlinge/elev. Tilskuddet er på 90 pct. af lønnen.

Det er en forudsætning, at lærlingen/eleven modtager sin normale løn. Dertil forudsættes det, at virksomhederne ikke kan få lønkompensation i de perioder, hvor eleven/lærlingen er på skole, idet virksomheden efter gældende regler får refusion fra AUB til dækning af lønudgifter under skoleophold.

Det er en forudsætning, at virksomheden fastholder sit uddannelsesansvar og som udgangspunkt ikke hjemsender lærlingen/eleven, i det omfang at det er sundhedsmæssigt, driftsmæssigt og uddannelsesmæssigt forsvarligt.

Hjemsendelse af eleven kan dog fx være nødvendigt, hvis de oplæringsansvarlige er hjemsendt, eller produktionen er indstillet. En evt. hjemsendelse fører ikke til forlængelse af den samlede uddannelsestid med mindre dette indstilles af det faglige udvalg. Hvis eleven er i prøvetid, så suspenderes denne, i perioden hvor eleven er omfattet af lønkompensationsordningen. Virksomheden skal være omfattet af de øvrige regler for lønkompensationen, herunder krav om, at virksomheden ikke afskediger medarbejdere af økonomiske årsager.

Staten vil finansiere 90 pct. af lønnen for omfattede elever og lærlinge, mens virksomheden vil finansiere den resterende del. Omfattede elever og lærlinge skal afvikle 5 fridage i lønkompensationsperioden på samme vis, som er aftalt for øvrige medarbejdere omfattet af lønkompensationsordningen Det vil som den øvrige lønkompensationsmodel være Erhvervsstyrelsen, der administrerer modellen.

Parterne tager til efterretning, at der på nuværende tidspunkt skønnes et træk på ordningen svarende til 120 mio. kr. Der forudsættes, at en højere andel af lærlinge/elever end af lønmodtagere vil være omfattet af ordningen, idet ordningen kan omfatte alle lærlinge/ elever i de virksomheder, der er omfattet af lønkompensation.