Spring over hovedmenu
""
Er man fyldt 30 år og er på dagpenge, får man ret til at begynde på en faglært uddannelse og modtage 110 procent dagpenge under uddannelsen. Kravet er, at man starter på en uddannelse, hvor der er gode jobmuligheder.

NYHED / 22-06-2020

Lovforslag: 110 procent dagpenge under uddannelse

Ufaglærte ledige skal fra 1. august have ret til at starte på en erhvervsuddannelse inden for fag med gode jobmuligheder og modtage 110 procent dagpenge under uddannelsen. Det indgår i en aftale, der blev indgået i onsdags. Lovforslaget, der udmønter den høje dagpengesats under uddannelse, er netop fremsat i Folketinget.

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgik onsdag den 17. juni en aftale om, at ledige skal løftes i krisen.  

Det indgår i aftalen, at ufaglærte ledige på dagpenge og faglærte med en forældet uddannelse fra august og frem til udgangen af 2021 skal have ret til at tage en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge. Kravet er, at man er fyldt 30 år og starter på en uddannelse, hvor der er gode jobmuligheder.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har mandag fremsat lovforslaget, L 204, i Folketinget, der skal udmønte den højere dagpengesats under uddannelse.  

Den 17. juni blev der også indgået en aftale om styrket opkvalificering af ledige. Aftalen blev indgået af forligskredsen bag beskæftigelsesreformen ((S, V, DF, RV og K).

Flere af initiativerne i aftalen skal udmøntes via lovgivning. Det drejer sig blandt andet om en række forenklinger af ordningen med uddannelsesløft og udvidet adgang til fagene FUV-digital og FVU-engelsk, så alle i arbejdsstyrken kan deltage i fagene. Lovforslaget, L 205, der udmønter initiativerne er ligeledes blev fremsat i Folketinget mandag.

Begge lovforslag førstebehandles tirsdag den 23. juni og færdigbehandles torsdag den 25. juni.