Spring over hovedmenu

NYHED / 02-07-2020

Indrejsende arbejdskraft kan nu testes for COVID-19

Det er nu muligt for indrejsende arbejdskraft uden bopæl i Danmark at blive testet for COVID-19, selvom de ikke har symptomer. Dermed har de nu fået samme mulighed som borgere med bopæl i Danmark. Arbejdstagere fra højrisikolande opfordres til at blive testet, men alle kan benytte tilbuddet. Større virksomheder, som vurderes at have et særligt behov, kan kontakte egen region om mulighederne for at få besøg af testbil på arbejdspladsen.

Danmark har under hele corona-krisen holdt grænserne åbne for arbejdskraft, der indrejser fra udlandet. Den 24. april 2020 bebudede regeringen en række tiltag, der skal mindske risikoen for, at vandrende arbejdstagere kan tage COVID-19 smitte med, når de pendler til og fra Danmark for at arbejde. Et af dem var at iværksætte en offensiv teststrategi, når det er muligt.

Det er nu muligt for sundhedsmyndighederne at tilbyde test til indrejsende arbejdstagere, selvom de ikke har symptomer på smitte. Det gælder også arbejdstagere uden dansk personnummer, fx arbejdstagere, der udstationeres midlertidig her i Danmark af en udenlandsk arbejdsgiver for at udføre en opgave i Danmark.

Hvis du som arbejdstager indrejser fra et højrisikoområde, opfordres du til at lade dig teste ved indrejse eller hurtigst muligt efter, at du er ankommet til Danmark. Sundhedsmyndighederne anbefaler, at du selvisolerer, indtil testresultatet foreligger. Hvis en arbejdstager rejser frem og tilbage dagligt eller ofte fra et højrisikoområde anbefaler Sundhedsstyrelsen test hver 7. dag.

Indrejsende arbejdstagere vil kunne tage testen ved udvalgte grænseovergange eller i en mobil teststation, hvor regionerne er ved at rulle en ordning med testbiler ud, der kører rundt i landet. Arbejdstagere med dansk personnummer kan derudover bestille tid via coronaprover.dk og få taget testen i ”de hvide telte”, lige som personer med bopæl i Danmark.

Hvis du har en større virksomhed og har et særligt behov for, at dine ansatte skal testes, fx hvis du har mange udenlandske ansatte fra et højrisikoområde, kan du kontakte din region om muligheden for at rekvirere en mobil teststation. Du kan kontakte regionen på telefonnummer eller pr. e-mail.