Spring over hovedmenu
En række centrale aktører gav deres syn på udfordringerne i det nuværende kontanthjælpssystem, og hvilke hensyn der skal være fokus på i et nyt system. Det skete ved en høring, som Ydelseskommissionen stod bag.

NYHED / 28-08-2020

Ydelseskommissionen får indspark fra centrale aktører

Interesseorganisationer, arbejdsmarkedets parter, forskere og politikere er fredag samlet i DGI-Byen for at give deres indspark til det fremtidige kontanthjælpssystem.

Ydelseskommissionen har inviteret en række centrale aktører til en høring fredag den 28. august for at få deres syn på udfordringerne i det nuværende kontanthjælpssystem, og hvilke hensyn der skal være fokus på i et nyt system. Det sker som et led i kommissionens arbejde med at gentænke kontanthjælpssystemet og finde en afløser for kontanthjælpsloftet.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er inviteret til at holde det første oplæg ved høringen. Derudover taler blandt andre Ydelseskommissionens formand, Torben Tranæs, og professor og tidligere overvismand Michael Svarer.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Ydelseskommissionen har fået en stor og svær opgave med at opbygge et nyt kontanthjælpssystem, hvor der både er en klar økonomisk gevinst ved at arbejde, og man er sikret en rimelig levestandard i den periode, hvor man ikke er i job. Og det er det diabolske dilemma, som Ydelseskommissionen skal hjælpe os med at løse. Det er ingen hemmelighed, at det i praksis er svært at skabe den balance, og at vi har at gøre med et meget kompleks system. Derfor er det vigtigt for regeringen, at centrale aktører bliver inddraget i Ydelseskommissionens arbejde, så vi sikrer os, at alle aspekter og hensyn bliver tænkt ind fra start.

Ydelseskommissionen blev nedsat af regeringen i december sidste år, og skal efter planen have afsluttet deres arbejde inden udgangen af 2020.

Ydelseskommissionen består af:

  • Torben Tranæs, formand for Ydelseskommissionen, professor og forskningsdirektør i VIVE
  • Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune
  • Jon Kvist, professor ved Roskilde Universitet
  • Jytte Andersen, tidligere minister og tidligere medlem af Folketinget
  • Lisbeth Pedersen, forsknings- og analysechef i VIVE
  • Mette Ejrnæs, professor i økonomi ved Københavns Universitet