Spring over hovedmenu

NYHED / 08-12-2020

Finanslovsaftalen styrker organisationer på ligestillingsområdet

Både Kvinfo, LGBT+ Danmark og Forum for Mænds Sundhed får penge med finansloven for næste år. Midlerne til Kvinfo er øremærket til at udvide den forskningsbaserede viden om ligestilling, mens LGBT+ Danmark med bevillingen skal kunne hjælpe flere i foreningens tilbud, der skal skabe bedre trivsel blandt unge. Forum for mænds sundhed får midler til at arbejde med mænds udfordringer i forhold til bl.a. sundhed.

Videnscentret i Kvinfo modtager 4 millioner kroner årligt de kommende fire år, der via det forskningsbaserede viden skal styrke grundlaget for at øge ligestillingen. Forum for Mænds Sundhed får samlet 4 millioner kroner i 2021 og 2022, mens LGBT+ Danmark får 2,5 millioner kroner i 2021.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Arbejdet med at skabe ligestilling mellem kvinder og mænd er vigtig, fordi ligestillingen handler om noget helt central nemlig solidaritet og retfærdighed. Om lige rettigheder, muligheder og vilkår. Og det er vigtigt, at vi har viden om, hvor der er behov for at sætte ind. Derfor er jeg glad for, at RV, SF, EL og Alternativet er enige i, at vi skal styrke den forskningsbaserede viden om ligestilling, og at der samtidig er enighed om at sætte fokus på de særlige udfordringer, mænd har, gennem en bevilling til Forum for Mænds Sundhed.

- Vi er også optaget af, at man skal have lov til at være den, man er. Som ung homoseksuel, biseksuel eller transkønnet kan det være svært, og derfor er det godt, at vi med aftalen også støtter LGBT+ Danmarks arbejde med at skabe bedre trivsel hos unge mennesker.

Kontakt Beskæftigelsesministeriets pressevagt: 5123 2830