Spring over hovedmenu

NYHED / 15-01-2021

Skærpede tiltag for beskæftigelsesindsatsen og tilpasninger i Arbejdstilsynet fortsætter til 7. februar

Forlængelse af restriktioner i samfundet betyder samtidig, at de skærpede rammer for den covid-19 tilpassede beskæftigelsesindsats samt arbejde i Arbejdstilsynet forlænges til og med den 7. februar.

Forlængelse af skærpede rammer for beskæftigelsesindsatsen

På baggrund af regeringens udmelding den 13. januar forlænges restriktionerne for beskæftigelsesindsatsen også.  

Det betyder, at de retningsliner om den COVID-19-tilpassede beskæftigelsesindsats, som blev udmeldt til 38 kommuner den 8. december 2020, og som siden er blevet udbredt til hele landet og forlænget, fortsat vil være gældende til og med den 7. februar 2021. 

De supplerende restriktioner vedrørende beskæftigelsesindsatsen, som blev udstedt med ændring af bekendtgørelse om genåbning og fortsat delvis suspension af beskæftigelsesindsatsen som følge af COVID-19 vil ligeledes fortsat skulle gælde.  

Du kan læse mere om retningslinjerne og de skærpede rammer for beskæftigelsesindsatsen i orienteringsskrivelser fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). 

Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet kommer fortsat på tilsyn på arbejdspladser, som ikke er nedlukkede.

Arbejdstilsynet gennemfører på hovedparten af alle tilsynsbesøg en vejledning om forebyggelse af smitte med COVID-19 hos de ansatte.