Spring over hovedmenu
""
Fra 23. marts 2021 har ledige, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, ret til alle typer af uddannelse med det samme, så de bliver hjulpet hurtigt og målrettet videre til andre erhverv.

NYHED / 23-03-2021

50 mio. kroner til opkvalificering af ledige fra minkbranchen

Nu har ledige, der har arbejdet i minkerhvervet eller følgeerhverv, ret til alle typer af uddannelse med det samme. Retten gælder for resten af 2021.

Efter hastebehandling i Folketinget er et lovforslag om en pulje på 50 mio. kroner til opkvalificering af tidligere ansatte i minkerhvervet og følgeerhverv vedtaget, og det træder i kraft fra i dag, tirsdag den 23. marts.

Puljen er et resultat af Aftale om erstatning mv. til minkavlerne og følgeerhverv berørt af COVID-19, som blev indgået mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance i slutningen af januar måned.

Forslaget giver dem ret til alle typer af uddannelse, uanset om det er offentlige eller private udbydere i Danmark, og der ikke noget prisloft for uddannelsen. Retten gælder i resten af 2021.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg er glad for, at vi med dette lovforslag kan give en håndsrækning til tidligere minkavlere, lønmodtagere, selvstændige og medhjælpende ægtefæller i minkerhvervet og følgeerhverv, der er blevet ledige. 

- Det er helt afgørende, at de bliver hjulpet hurtigt og målrettet videre til andre erhverv. Her er det helt oplagt, at man har fokus på de mange grønne job, vi ved opstår med den grønne omstilling af Danmark.  

- Jeg håber samtidig, at puljen kan være med til at understøtte fornyet udvikling, vækst og beskæftigelse i de områder, der er berørt af minkaflivningen.