Spring over hovedmenu
""
Ressourceforløb afskaffes for alle, der har mindre end seks år til folkepensionsalderen. Det flugter med aldersgrænsen for, hvornår man kan søge om seniorpension. På den måde bliver ressourceforløb målrettet dem, som har mest gavn af en langsigtet og tværfaglig indsats.

NYHED / 27-05-2021

Kortere og mere målrettede ressourceforløb

Et bredt flertal i Folketinget har torsdag vedtaget et lovforslag, der målretter og styrker indholdet i ressourceforløb.

Ressourceforløb bliver nu i højere grad målrettet borgere, der har størst gavn af en længerevarende og tværfaglig indsats. Det fremgår af lovforslaget, som forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob i dag har vedtaget.

Med lovforslaget afskaffes ressourceforløb for alle, der har mindre end seks år til folkepensionsalderen. Det flugter med aldersgrænsen for, hvornår man kan søge om seniorpension. På den måde bliver ressourceforløb målrettet dem, som har mest gavn af en langsigtet og tværfaglig indsats.

Samtidigt forkortes forløbene, så det enkelte forløb fremover kun kan vare op til tre år, og alle får ret til en indsats inden for de første seks måneder. Det skal sikre, at man fra starten får et ressourceforløb, som er fokuseret og indholdsrigt, som det hele tiden har været hensigten med ordningen.

Lovforslaget udmønter aftalen om bedre ressourceforløb, der blev indgået i december 2020.

Lovforslaget udmønter desuden et initiativ om wildcard for veteraner på førtidspension. Således undtages veteraner med PTSD eller PTSD-lignende diagnoser fra reglerne om frakendelse af førtidspension.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Det glæder mig, at vi i forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob er enige om, at ressourceforløbene skal være mere målrettede og indholdsrige. For mange ressourceforløb har ikke været gode nok. Og det er lovforslaget med til at rette op på. Ressourceforløb skal give mening, og det er vigtigt for mig, at borgerne mødes med respekt og værdighed.

- Vi har taget et nødvendigt skridt på vejen for at sikre mere værdige vilkår og bedre støtte for borgere, der har brug for hjælp til at komme godt videre, og vi forkorter forløbene, så de bliver mere målrettede.