Spring over hovedmenu

NYHED / 24-08-2021

Hummelgaard mødes med franske ministre forud for det franske EU-formandskab

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard mødes tirsdag med den franske beskæftigelsesminister Élisabeth Borne og den franske europaminister Clément Beaune. Frankrig overtager EU-formandskabet den 1. januar 2022. Ministrene skal bl.a. drøfte opkvalificeringsindsats og direktivforslaget om mindsteløn.

Den franske beskæftigelsesminister, Élisabeth Borne, og den franske europaminister, Clément Beaune, besøger tirsdag Danmark i forbindelse med en rundrejse i Norden. Her får beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard lejlighed til at drøfte aktuelle EU-sager som bl.a. direktivforslagene om mindsteløn og om løngennemsigtighed med sine franske kollegaer. Direktivforslaget om mindsteløn har Danmark i tæt samarbejde med Sverige og en række andre medlemslande fra starten været stærkt kritiske imod.

De franske ministre er desuden interesseret i at høre om de danske erfaringer på opkvalificeringsområdet. I det seneste år har regeringen i alt afsat to milliarder kroner til opkvalificering. Der er bl.a. indført en ret for ufaglærte og faglærte med forældet uddannelse til at påbegynde en erhvervsuddannelse med 110 procent af deres hidtidige dagpengesats. Og lediges muligheder for kort, jobrettet opkvalificering er også styrket, fx ved indførslen af en ret til ét kort kursus fra første ledighedsdag i 2021.

Frankrig overtager EU-formandskabet i Ministerrådet den 1. januar 2022.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg glæder mig over, at beskæftigelsesminister Élisabeth Borne og europaminister Clément Beaune tager turen til Danmark, før Frankrig overtager EU-formandskabet efter nytår. Det giver en unik mulighed for at drøfte vigtige EU-emner og orientere om vores afgørende danske arbejdsmarkedsmodel.

- Jeg vil selvfølgelig fokusere på vores bekymringer for mindstelønsdirektivet, hvor vi fra dansk side holder fast i, at ansvaret for lønfastsættelse ligger hos arbejdsmarkedets parter.

- De franske ministre er samtidigt interesseret i at høre om de danske erfaringer med opkvalificering, som regeringen har investeret massivt i det seneste år. Det er en værdifuld del af EU-samarbejdet, at landene kan lære af hinanden. Jeg glæder mig over, at Danmarks indsats for at opkvalificere kan inspirere andre og ser frem til selv at blive klogere på Frankrigs erfaringer.

Kontakt

Pressevagt

51232830