Spring over hovedmenu

NYHED / 12-08-2021

Nyt myndighedscenter ved Femern-byggeriet skal sikre trygge arbejdsforhold

Regeringen og Femern A/S har aftalt at oprette et lokalt myndighedscenter ved Femern-byggeriet, som skal sikre trygge og ordentlige arbejdsvilkår for danske og udenlandske arbejdstagere.

Arbejdet med at etablere den faste forbindelse over Femern Bælt er i gang, og det har løbende betydet, at stadigt flere danske og udenlandske arbejdstagere er ansat på byggepladsen i Rødbyhavn.

På baggrund af bl.a. en sag om manglende arbejdstilladelser hos 28 russiske søfolk på to slæbebåde, der var beskæftiget på Femern-byggeriet, har der været drøftelse med Femern A/S om, hvordan tilsynet med anlægsarbejdet kan styrkes og være med til at sikre et godt arbejdsmiljø.

Konkret er det aftalt, at der etableres et lokalt myndighedscenter tæt på Femern-byggeriet i Rødbyhavn. Det nye myndighedscenter skal være med til at sikre trygge arbejdsvilkår og ordentlige forhold for de ansatte på byggeriet, og at anlægsarbejdet foregår inden for lovgivningens rammer.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Som beskæftigelsesminister har jeg selvfølgelig et skarpt fokus på retfærdige og trygge arbejdsvilkår. Derfor er jeg meget glad for, at der nu etableres et lokalt myndighedscenter ved Femern-byggeriet i Rødbyhavn, hvor Arbejdstilsynet og andre relevante myndigheder vil have mulighed for at sikre trygge arbejdsforhold for arbejderne på byggeriet.

- Derudover er jeg stolt over at være med til at sætte et nødvendigt fokus på arbejdsmiljøet på større infrastrukturprojekter, hvor mange både danske og udenlandske er beskæftiget.

Kontakt

Pressevagt

51232830