Spring over hovedmenu

NYHED / 26-01-2022

Alle COVID-19-relaterede restriktioner på Beskæftigelsesministeriets område ophører

Efter indstilling fra Epidemikommissionen har regeringen besluttet ikke at forlænge den nuværende kategorisering af COVID-19 som en samfundskritisk sygdom. Dermed ophører alle COVID-19-relaterede restriktioner på Beskæftigelsesministeriets område.

Efter indstilling fra Epidemikommissionen har regeringen besluttet ikke at forlænge kategoriseringen af COVID-19 som en samfundskritisk sygdom. Det skyldes dels en aktuelt meget omfattende befolkningsimmunitet, dels en fortsat positiv udvikling i antallet af indlæggelser. Det bevirker, at sygehuskapaciteten samlet set ikke længere er kritisk udfordret af COVID-19.

Restriktionerne med hjemmel i epidemiloven på Beskæftigelsesministeriets område, som er betinget af, at COVID-19 er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom, forlænges dermed ikke efter den 31. januar 2022.

På Beskæftigelsesministeriets område betyder det konkret, at krav om mundbind i jobcentre og digitale samtaler i beskæftigelsesindsatsen ikke vil blive videreført efter den 31. januar. Derudover vil lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere forevisning af coronapas, test for COVID-19 m.v. ikke blive administrativt forlænget.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Takket være danskernes store ansvarlighed og en høj vaccinationstilslutning er sygehusvæsnet ikke længere kritisk udfordret af COVID-19. Derfor står vi nu i den glædelige situation, at der inden længe næsten ikke vil være flere restriktioner tilbage i Danmark – og slet ingen på Beskæftigelsesministeriets område.

- Det er herligt, at vi nu omsider vender tilbage til mere normale tilstande. Jeg glæder mig ikke mindst på vegne af de mange mennesker i beskæftigelsesindsatsen, som snart igen vil kunne møde op fysisk og uden mundbind. Intet kan erstatte den fysiske og ubegrænsede kontakt mellem os mennesker.

- Selvom restriktionerne nu forsvinder, må vi ikke glemme, at der er virksomheder, som har været særligt hårdt ramt af restriktionerne. De skal naturligvis have mulighed for at komme op i gear igen. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi senest har aftalt, at lønkompensationsordningen skal gælde frem til den 15. februar 2022.

Kontakt

Pressevagt

51232830