Spring over hovedmenu

NYHED / 28-02-2022

Mange går fra sygedagpenge til seniorpension, mens tilkendte af tidlig pension ikke er på anden offentlig forsørgelse

Få er i beskæftigelse ugen inden tilkendelsen til seniorpension, hvor personer på sygedagpenge udgør den største gruppe. På tidlig pension er flest i beskæftigelse ved tilkendelsen. Tallene understreger behovet for tidlig pension, mener ministeren.

Den 1. januar 2022 kunne de første borgere gå på tidlig pension. I alt har 27.800 borgere fået ret til tidlig pension frem til den 31. januar.

Nye tal viser, at 57 procent af de godt 11.000 borgere, der efter afsluttet sag var blevet tildelt tidlig pension frem til november sidste år, er i beskæftigelse ugen før tildelingen. Derudover modtager 26 procent efterløn, hvoraf mange også ville være i beskæftigelse, hvis de ikke havde trukket sig tilbage.

Omvendt viser opgørelsen, at kun 4 procent af dem, der har fået tilkendt seniorpension i perioden fra 1. kvartal 2020 til 3. kvartal 2021, er i beskæftigelse ugen før tilkendelsen. Til gengæld kommer omkring 43 procent fra sygedagpenge.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Tallene bekræfter mig i, at der er et behov for tidlig pension, som jeg er stolt over, vi fik indført trods massiv modstand og store sten på vejen. Vi mener ikke, at folk skal være slidt helt ned før, de kan gå på pension. Derfor skal vi gå på to ben med dels seniorpension og dels tidlig pension.

- Vi har givet folk, der har knoklet i rigtig mange år og ofte haft hårde arbejdsliv, en mulighed for at gå lidt før på pension, så de også kan have en god pensionstilværelse. Det har de fortjent. Vi hæver folkepensionsalderen, fordi folk generelt lever længere og har et bedre helbred, men så har vi også et ansvar for at have løsninger for dem, der har behov for at trække sig tilbage tidligere. Ellers mister vi opbakningen til den model, som er afgørende for, at vi har råd til hele vores velfærdssamfund.

Det skal bemærkes, at borgere med en tilkendt seniorpension overgå umiddelbart til ydelsen efter tilkendelsen, mens overgangen til tidlig pension kan ske op til fem år efter tildelingen – det afhænger af alder og anciennitet på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedsstatus for personer, der tildeles tidlig pension kan derfor ændre sig, inden de eventuelt overgår til ordningen.

Arbejdsmarkedsstatus ugen før afgørelsesdatoen for personer med tilkendt tidlig pension, august-oktober 2021

  Antal personer Andel i procent
Beskæftigelse 6.328 56,8
Efterløn og fleksydelse 2.943 26,4
Selvforsørgelse 707 6,3
Dagpenge 649 5,8
Sygedagpenge 341 3,1
Fleksjob 88 0,8
Andet 89 0,8
I alt 11.145 100,0

Anmærkning: Andet dækker over feriedagpenge, kontanthjælp, rotationsvikar, SU, SVU, ledighedsydelse, førtidspension, jobafklaring, udvandring, folkepension og død. Beskæftigelse er defineret som en blank uge i DREAM i ugen før afgørelsen af sagen om tidlig pension og samtidig lønudbetaling i e-indkomst i samme måned.

Kilde: Tidlig pensions fagsystem fra ATP, cpr-registret, DREAM og egne beregninger.

Kontakt

Pressevagt

51232830