NYHED / 07-06-2022
Foreløbig aftale om EU-rammer for mindsteløn er på plads
I nat er der blevet afholdt trilogforhandlinger i Bruxelles, og det franske EU-formandskab og Europa-Parlamentets forhandlere er blevet enige om en forløbelig aftale om EU-rammer for mindsteløn.
I oktober 2020 fremsatte Europa-Kommissionen et forslag om rammer for mindsteløn i medlemslandene. Direktivforslaget søger ifølge Europa-Kommissionen at fremme en tilstrækkelig og fair løn for borgere i EU og skal samtidigt være med til fremme kollektive forhandlinger.
Regeringen stemte nej til den generelle indstilling med opbakning fra arbejdsmarkedets parter og et bredt flertal i Folketinget.
Nu skal Rådet og Europa-Parlamentet begge godkende den foreløbige aftale, og i bekræftende fald vil den endelige formelle vedtagelse af direktivet forventeligt ske på et tidspunkt i løbet af 2. halvår af 2022.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:
- Der er vist ingen tvivl om, at Danmark aldrig har ønsket et direktiv om mindsteløn. Derfor er jeg selvfølgelig også ærgerlig over, at direktivet ser ud til at blive en realitet.
- Vi har kæmpet benhårdt for, at direktivet ikke må blande sig direkte i grundprincipperne i vores danske model. Det er sket både før forslaget blev fremsat og under forhandlingerne. Her har vi kæmpet skulder ved skulder med arbejdsmarkedets parter.
- Forhandlerne fra Rådet og Europa-Parlamentet er blevet enige om en direktivtekst, og vi kommer til at studere de endelige formuleringer meget nøje. Og vi vil naturligvis fortsætte dialogen med arbejdsmarkedets parter. Vi afventer lige nu den endelige tekst. Men det er min forventning, at flere af de mest kritiske elementer ikke er med i den foreløbige aftale. Det skyldes ikke mindst Danmarks og Sveriges samarbejde og stålfasthed i forhandlingerne. Jeg vil gerne takke for det tætte samarbejde, der har været med Sverige.
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard siger:
- Det er mildest talt ikke groet i vores have, at EU skal blande sig i lønforhold på det danske arbejdsmarked. Det er der ikke behov for, og det vil have negative konsekvenser for den danske model. Det er vi heldigvis enige med både regeringen og arbejdsgiverne om. Nu skal vi lige have tid til at se nærmere på, hvad aftalen fra Bruxelles indeholder, før vi kan vurdere, hvad næste skridt skal være.
Administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jacob Holbraad siger:
- Vi har fra starten sagt, at lønforhold hører hjemme hos arbejdsmarkedets parter, og at EU ikke bør gøre lønfastsættelse til et politisk anliggende. Derfor er vi naturligvis ærgerlige over, at der nu ligger en aftale om et mindstelønsdirektiv. Nu handler det om at dykke ned i aftalens detaljer og analysere konsekvenserne. Vi er dog glade for de forbedringer, vi har opnået gennem forhandlingerne. Samtidig vil jeg gerne rose regeringen for det gode samarbejde og sammenhold med parterne. Det er vigtigt, at vi står sammen om, at de, der kender arbejdsmarkedet bedst, nemlig arbejdsmarkedets parter, forhandler løn og vilkår – helt uden politisk indblanding.