Spring over hovedmenu

NYHED / 21-06-2022

Midtvejsevaluering af a-kasseforsøg offentliggjort

Deltagerne i a-kasseforsøget er generelt mere tilfredse med deres kontaktforløb og bliver i højere grad præsenteret for flere konkrete job end ledige, som ikke er med i forsøget. Det viser midtvejsevalueringen af a-kasseforsøget.

Med Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats (V, LA, K, S, DF, RV, SF) fik ni udvalgte a-kasser som forsøg i en fireårig periode ansvaret for kontaktforløbet i opsigelsesperioden og de første tre måneder af ledighedsforløbet for dagpengemodtagere.

Nu er Rambøll færdig med midtvejsevalueringen af forsøget. Den viser blandt andet, at der er større tilfredshed med det jobrettede kontaktforløbet blandt dem i forsøget end blandt de ledige, som fik normalindsatsen, som består af jobsamtaler i jobcenteret samt CV- og rådighedssamtaler i a-kassen. Der er også flere, som oplever at blive præsenteret for konkrete stillingsopslag i deres samtaler.

Knap 45.000 borgere har deltaget i forsøget fra september 2020 til januar 2022. Siden juni 2021 har omkring 25.000 været omfattet af forsøget hver måned.

Det forventes, at de endelige evalueringer af a-kasseforsøget ligger klar i 2023.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg synes, det er en interessant midtvejsevaluering. Jeg hæfter mig særligt ved, at dagpengemodtagerne, som er omfattet af forsøget og får hjælpen i a-kassen, i højere grad oplever at få præsenteret job i samtalerne. For det er job, det handler om.

- Vi skal hele tiden overveje, om vi gør tingene klogt. Får vi hjulpet ledige i job på den bedste og mest effektive måde. Og hvordan bliver man som ledig mødt af systemet. Det er bl.a. noget af det, som a-kasseforsøget skal gøre os klogere på, og jeg glæder mig til at se de endelige resultater næste år.

Kontakt

Pressevagt

51232830