Spring over hovedmenu

NYHED / 19-08-2022

Forhandlingerne om en ny arbejdsskadereform er i fuld gang

Regeringen forhandler i disse uger om en ny arbejdsskadeaftale. Med den ønsker regeringen et forbedret arbejdsskadesystem, hvor flere kommer tilbage i job, og har en klar ambition om at nedbringe sagsbehandlingstiderne og sikre højere erstatninger.

Regeringen forhandler i disse uger om en ny arbejdsskadeaftale. Med den ønsker regeringen et forbedret arbejdsskadesystem, hvor flere kommer tilbage i job, og har en klar ambition om at nedbringe sagsbehandlingstiderne og sikre højere erstatninger.

Knap halvdelen af dem, der rammes af erstatningsberettigende arbejdsulykker, er fem år senere fortsat ikke selvforsørgende. Med en ny arbejdsskadereform ønsker regeringen derfor at fremme tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet og forbedre deres muligheder for at varetage et arbejde efter skaden.

Regeringen foreslår i den sammenhæng at indføre en uddannelsesgodtgørelse, som skal gøre det attraktivt for tilskadekomne at tage en kompetencegivende uddannelse, hvis de ikke længere kan varetage deres oprindelige job. Det skal først og fremmest skabe bedre rammer for, at man efter en arbejdsskade kan komme tilbage i beskæftigelse og udnytte den arbejdsevne, man stadig har, selvom man er kommet til skade. Samtidig indebærer forslaget, at den tilskadekomne efter endt uddannelse vil have behov for mindre eller ingen erhvervsevnetabserstatning. Det skal forbedre tilskadekomnes indtjeningsmuligheder og mindske arbejdsgivernes udgifter til erstatning.

Regeringen ønsker derudover at hæve méngodtgørelsen, så godtgørelsen for 100 pct. varigt mén hæves med 250.000 kroner. Det skal styrke det økonomiske sikkerhedsnet under tilskadekomne, men også tilskynde arbejdsgiverne til at styrke indsatsten for at forebygge skader og forbedre arbejdsmiljøet. Med en ny arbejdsskadeaftale ønsker regeringen derudover at skabe rammerne for en enklere sagsbehandling, som kan bidrage til kortere sagsbehandlingstid.

Det er regeringens ambition at lande en aftale snarest muligt.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Flere regeringer har siden 2004 forsøgt at gennemføre reformer af arbejdsskadeområdet, men uden held. Derfor håber jeg også inderligt at det denne gang lykkes at indgå en arbejdsskadeaftale, som bidrager til at løse udfordringerne på området.  

- Når man kommer ud for en arbejdsskade, følger der ofte stor usikkerhed med. Her er det helt afgørende at have et stærkt sikkerhedsnet, som griber de tilskadekomne og giver økonomisk tryghed, når skaden sker, og at vi samtidig skaber bedre rammer for at få flere tilbage i arbejde.

- For regeringen er det en topprioritet at støtte tilskadekomne i at bevare eller genvinde tilknytningen til arbejdsmarkedet og det arbejdende fællesskab. Hver person, der mister tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade er ikke bare et personligt tab for den enkelte, som fastholdes uden for arbejdsmarkedet og arbejdsfællesskabet, men også for arbejdsgiverne, som går glip af værdifuld arbejdskraft.

- Derfor ønsker vi blandt andet at give tilskadekomne mulighed for at omskole sig med høj økonomisk sikkerhed, så de på trods af deres skade kan fortsætte deres arbejdsliv. Samtidig foreslår vi at styrke sikkerhedsnettet ved at hæve méngodtgørelsen. Grundlæggende er det jo arbejdsgivernes ansvar at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Derfor er det også rimeligt, at arbejdsgiverne er med til at finansiere et højere erstatningsniveau.

Kontakt

Pressevagt

51232830