Spring over hovedmenu

NYHED / 24-01-2023

Lovforslag om afskaffelse af store bededag er fremsat i Folketinget

Beskæftigelsesministeren har i dag fremsat lovforslag om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag.

Ved præsentationen af regeringsgrundlaget blev det fremlagt, at regeringen vil afskaffe en helligdag for at finansiere et løft af Danmarks forsvar i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Den 12. januar 2023 blev lovforslaget sendt i ekstern høring.

Formålet med lovforslaget er at gøre store bededag til en almindelig arbejdsdag. Lovforslaget sikrer desuden, at lønmodtagere, der får forøget deres arbejdstid, får løn for det ekstra arbejde. Lovforslaget skal 1. behandles i Folketinget den 2. februar 2023.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Et ambitiøst regeringsgrundlag som vi har lagt frem, kræver store investeringer og dermed også svære beslutninger. Vi skal fra dansk side bidrage til vores fælles sikkerhed i Europa, og med Putins invasion af Ukraine, bør vi ikke tøve. 

- Regeringens forslag er at gøre store bededag til en almindelig arbejdsdag med løn fra 2024. Med forslaget sikrer vi økonomien til både fremrykningen af forsvarsinvesteringerne, det varige løft og øger samtidig den strukturelle beskæftigelse betragteligt.

- Derudover skal vi levere på både den grønne omstilling, sundhedsvæsenet og vores fælles velfærdssamfund generelt. Samtidig bliver vi flere børn og ældre. Det kræver, at vi finder ny finansiering og har modet til at prioritere.  

- Vi har modtaget mange input til lovforslaget i høringsperioden. Jeg ser nu frem til den videre debat, når lovforslaget skal behandles i Folketinget.

Kontakt

Pressevagt

51232830