Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 17-03-2015

Regeringen har modtaget Koch-udvalgets anbefalinger til en ny virksomhedsrettet indsats for udsatte borgere

Koch-udvalget har nu afleveret sin anden og sidste rapport om den aktive beskæftigelsesindsats. Rapporten kommer med anbefalinger til indsatsen for borgere på offentlig forsørgelse, der ofte har andre problemer end ledighed og dermed er længere væk fra arbejdsmarkedet.

Ekspertgruppen lægger med sine anbefalinger op til en ny og langt mere virksomhedsrettet indsats for de godt 500.000 borgere, som rapporten omhandler. Samtidig peger ekspertgruppen på, at der er behov for mere kvalitet og indhold i den tværfaglige indsats samt større fokus på at sikre, at også udsatte borgere får mere uddannelse.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen siger: 
 
- Regeringen har i dag modtaget ekspertgruppens anbefalinger til indsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne takke ekspertgruppen for et grundigt arbejde med at udrede indsatsen for en stor og meget sammensat gruppe af borgere. Der er tale om mennesker, som kan være tættere på arbejdsmarkedet eller ganske langt fra med komplekse problemer i form af misbrug, psykiske sygdomme og fysiske helbredsproblemer.

- Ekspertgruppens arbejde lægger sig i forlængelse af de tre store reformer, regeringen har gennemført for udsatte borgere. Vi har med reformerne af førtidspension og fleksjob, kontanthjælp samt sygedagpenge startet et opgør med silotænkningen i kommunerne og har indført ressourceforløb, jobafklaringsforløb og rehabiliteringsteam. Vi har dermed skabt de rigtige rammer for en tværfaglig og sammenhængende indsats, som ofte er nødvendig, hvis vi skal hjælpe de mest udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet.

- Jeg er enig med eksperterne i, at et vigtigt punkt i det videre arbejde skal være et større virksomhedsrettet fokus, hvor vi hjælper udsatte borgere i gang med træningsforløb på arbejdspladserne. Vi skal også fortsat styrke og skabe mere kvalitet i den tværfaglige indsats.

Regeringen nedsatte i 2013 ekspertgruppen til at udarbejde en udredning af den aktive beskæftigelsesindsats. Udredningen har været delt op i to faser, hvor første fase omfattede indsatsen for dagpengemodtagere og blev afsluttet i februar 2014 med rapporten Veje til job – en arbejdsmarkedsindsats med mening. Med den anden rapport om indsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet afslutter ekspertgruppen dermed sit arbejde. 

Medlemmer af ekspertgruppen

  • Carsten Koch, formand for Beskæftigelsesrådet (BER) og tidligere skatte- og sundhedsminister.
  • Michael Rosholm, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og tidligere vismand.
  • Per Kongshøj Madsen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA), Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, og formand for AE, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
  • Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus Kommune og tidligere medlem af Arbejdsmarkedskommissionen.

Kontakt

Pressevagt

51232830